“Bureau, der evt. har været med på kommunikationsprojektet: Ingen”.
Sådan er der svaret i halvdelen af de nominerede projekter ved Kommunikationsprisen ’10. Og selv om prisen, som Dansk Kommunikationsforening har uddelt siden 2000, og den tilhørende konference, Kom-dag ’10, primært henvender sig til kommunikationsafdelinger i virksomheder, organisationer og det offentlige, så har bureauer – også reklamebureauer – gjort sig gældende på shortlisten.
Sidste år var fem bureauer nævnt på de i alt seks nominerede projekter; Grey København, Sylvester Hvid & Co, Advice, Rambøll samt Tejlmann & Co – der i øvrigt vandt prisen for Bedste Landsdækkende Kommunikationsprojekt.
Allerede nu kan vi afsløre, at det ikke ender sådan i år.
Fire projekter er nominerede til at dyste om Publikums pris, hvor vinderen udpeges af deltagerne på konferencen, og Dommerkomiteens pris – en komité bestående af seks kommunikationsdirektører/-chefer og ledet af Anker Brink Lund, professor ved CBS.
Af de 4 projekter har 1½ bureau medvirket, og man kan diskutere, hvor klassisk ét af slagsen, at Rambøll By og Trafik er. Ikke desto mindre står de opgivet som bureau på et projekt, og Rambøll vandt sidste års pris for Bedste Regionale Kommunikationsprojekt.
Det halve bureau skal ikke tages som udtryk for, at Bysted er blevet decimeret, men fordi Bysted har været inde over dele af det nominerede projekt.
Prisen uddeles den 23. november i Koncerthuset i DR Byen.
Kommunikationsprisen ’10 – shortliste:
Sundhedsstyrelsen
- Kommunikation om Influenza A (H1N1)
- Bureau: Bysted på dele af projektet
Vestas Wind Systems A/S
- Organisational Alignment
- – Udvikling af global kommunikationskaskade
Danmarks Naturfredningsforening
- Naturens Dag
- – Åbent hus i naturen
Metroselskabet
- Åben Tegnestue – det rummelige borgermøde
- Bureau: Rambøll By og Trafik