Kongehusets brand er mange mia. værd

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Ekspert vurderer, at kongehusets brandværdi er omkring 8-10 mia. kr. Kritiker savner dokumentation.

I sidste uge var kongehuset på Danmarkstur rundt med kongeskibet Dannebrog. Turen gik bl.a. til Syddjurs, Vejle og Aabenraa.

Undervejs har der været en del debat omkring værdien af og udgifterne til både turen og kongehuset generelt.

Således tog Niels Krause-Kjær også emnet op i Deadline på DR2 torsdag i sidste uge.

Her tilbageviste brandingekspert Martin Roll, der har boet i Singapore i 16 år og netop har udgivet bogen Asian Brand Strategy, at det er en nettoudgift for Danmark at have et kongehus.

På spørgsmålet fra Deadline vært, Niels Krause-Kjær, om hvordan kongehuset vurderes i udlandet, svarede Martin Roll:

”Kongehuset har en enorm værdi i udlandet. Det koster omkring 3-400. mio. kr. at drive kongehuset og jeg vil vurdere, at branding-effekten er 8-10 mia. kr. værd.”

Forfatter og journalist Trine Villemann, der har skrevet nogle – kritiske – bøger om kongehuset, men med egne ord ikke er imod kongehuset – mente dog ikke i udsendelsen, at der er dokumentation for værdien af kongehuset:

”Jeg vil gerne se dokumentationen på de 8-10 mia. Vi får ofte at vide, at kongehuset skaber kontakter og erhvervskontrakter, men vi får aldrig en cost-befenfit analyse at se.”

Til det svarede Martin Roll, at da prins William blev gift i England var der 2 mia. seere og at man vurderer, at den britiske økonomi fik tilført 7 mia. kr i øget omsætning. Det gøres bl.a. op, forklarede han, ved at måle, hvor meget man kommer i medierne, hvor mange turister, der kommer til landet og betydning for erhvervslivet.

Billedekilde: Polfoto/Rune Aarestrup Pedersen

Kilde: Dr.dk – se 16.22 min. inde i programmet