Kontrapunkt køber animationsstudie

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Købet er et skridt mod en bredere positionering.

Kontrapunkt har overtaget animationsstudiet Nothing, der har fire medarbejdere.

Nothing, der blev etableret i 2017 af Chris Leon Juel, har specialiseret sig i 3D-animation, 2D-animation, illustrationer, motion graphics og indholdsproduktion.

“I det seneste år har vi været på udkig efter de rette evner inden for motion design og indholdsproduktion for at tage vores design- og fortællingstilbud til det næste niveau. Med det stærke team fra Nothing tror vi, at vi har fundet præcis det, vi ledte efter: Et hold af håndværkere og stærke historiefortællere, der virkelig kan løfte vores kunders brands og indhold fra dag ét,” lyder det fra CEO hos Kontrapunkt, Johan Lawaetz.

Philip Linnemann, executive creative director hos Kontrapunkt, understreger, at samarbejdet er næste skridt mod en bredere international positionering:

“Vi er meget begejstrede for at byde Chris og teamet velkommen, hvilket vil give os mulighed for at udfordre grænserne for vores kunder og bringe deres historier til live. Ved at kombinere motion design med vores veletablerede strategiske designtilgang har vi evnen til at vække følelser og give liv til fortællinger, dykke ned i en verden af uendelige muligheder inden for 2D- og 3D-animation, illustration og mere. Synergien med kode og interaktion, kombineret med vores engagement i at skabe digital-first
brandidentiteter, placerer os godt blandt vores konkurrenter på den globale scene.”

Alle fire medarbejdere kommer med over til Kontrapunkt.