Kontrapunkt opruster på typografier

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bureauet har skabt et typografisk laboratorium sammen med et lille designbureau, der samtidig bliver en del af Kontrapunkt.

E-types har længe gjort sig bemærket inden for typografi med Playtype, blandt andet fordi man i perioder har haft en egentlig butik med typografisk orienterede produkter.

Nu vil et andet af landets store designbureauer opruste tilstedeværelsen på det typografiske marked. Det sker med etableringen af et typografisk laboratorium sammen med det lille designbureau ÅBC, som samtidig bliver en del af Kontrapunkt.

“Vi har i Kontrapunkt altid hyldet typografien som en væsentlig del af det at skabe unikke brands, og derfor føles det meget naturligt at dyrke den faglighed, vi måske er allermest kendt for ude i verden, i et dedikeret laboratorium,” siger stifter og Executive Design Director Bo Linnemann.

Han fortsætter:

“Det giver os lov til at eksperimentere, samtidig med at vi forfiner og udvider hele vores almindelige typografiske udviklingsproces, så vi får et set-up, der virkelig er verdensklasse.”

Bag ÅBC står Torsten Lindsø Andersen og Rasmus Michaëlis, og de har i øvrigt været med på projekter til de japanske bilbrands, Nissan, Infiiti og Datsun, som fornylig blev belønnet med en pris i Japan.

“At ÅBC nu bliver en del af Kontrapunkt og at vi sammen starter et laboratorium, er drevet af mindst lige så meget hjerte som økonomi. Vi tror selvfølgelig på, at det vil styrke vores forretning, og samtidig understøtter det vores strategi om, at Kontrapunkt skal være stedet, hvor kreativiteten har de bedst tænkelige betingelser for at trives og udvikles. Både ved at tænke nyt, men bestemt også ved at huske vores kerne, ” siger Kontrapunkts Executive Director, Rikke Nalepa Olesen.