”Hvis du troede, at USA har mærkelige politiske reklamer, så tag et kig på dette stykke galskab fra Denmark.”
Sådan præsenteres Voteman-videoen hos Adweek, der – som en forbrugerservice/advarsel – oplyser, hvor langt man skal hen i filmen, førend man ser Voteman i selskab med fem kvinder.
Og ja: Der er afhuggede hoveder, delfin-surfing og rigeligt med sex, når Voteman – med vold og magt, bogstaveligt talt – skal have unge danskere ind i stemmeboksen til europaparlaments-valget.
Men amerikanerne behøver ikke at kigge langt efter noget, der ligner Folketingets valgfilm. Puff Daddy – eller Sean Combs, it’s a free country – kørte i 2004 en kampagne med den alt andet end diskrete titel ”Vote or Die”. Også her var målgruppen unge vælgere.
Deadline gjorde mandag aften opmærksom på en film, der ganske vist ikke indgik i kampagnen, men tog afsæt i kampagnens budskab med et klip fra et South Park-afsnit. En parodi på Vote or Die-budskabet, men i (sexistisk) tone og (voldelig) stil en oplagt inspirationskilde til Voteman.
Herligt overdrevet, kan man mene om South Park-videoen – men overdrivelse var også en del af den danske løsning.
”Vi har med vilje overdrevet alt i filmen, så det bliver meget plat. Men det forstår politikerne ikke,” udtalte Voteman-filmens ophavsmand, Jan Rahbek, tirsdag til MetroXpress, da Folketinget havde trukket filmen tilbage efter massiv kritik.
Vote or Die-kampagnen lykkedes i øvrigt. I præsidentvalget mellem den siddende George W. Bush og udfordreren John Kerry var der 4,6 mio. flere unge under 30 år, der stemte, sammenlignet med det forrige præsidentvalg – en stigning på 10 procentpoint.
https://www.youtube.com/watch?v=gT4lhERDZ8s
Og i denne pænere ende ses Europaparlamentets egen valg-video – ikke med stemmekvæg, men dog med får, samt stunts og den slags. Produceret af Bacon, ikke at forglemme: