Kræftramt Sofie Gråbøl i markant kampagnefilm

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Uge 43 er Knæk Cancer-uge på TV 2, og i kampagnen medvirker bl.a. Sofie Gråbøl, der har en ledsagende kommentar.

TV 2 afholder Knæk Cancer-uge, i uge 43. Det gode initiativ er set før, og det er kampagnespottet også.

Men der er i den aktuelle film skiftet lidt ud i de medvirkende, og blandt de nye medvirkende er skuespilleren Sofie Gråbøl. En korthåret og markeret Gråbøl, og når spottet handler om kræft, så virker det stærkt – og virkningen er hverken søgt eller kunstig.

TV 2 har udsendt dette statement på skuespillerens vegne i forbindelse med lanceringen af spottet:

”I december sidste år fik jeg konstateret brystkræft. Jeg er efterfølgende blevet behandlet med operation og kemoterapi. Det har været et hårdt forløb, men jeg er rask nu og har det godt. Jeg er glad for at være en del af Knæk Cancer-kampagnen og dermed kunne give min støtte til den gode sag.”

Sofie Gråbøl har ifølge TV 2 ingen yderligere kommentarer.