Århus, Manchester, København – og måske nu Hamborg. Århusianske Kernel har fået blod på tanden, og det nye regnskab giver grundlag for at ekspandere.
I hvert fald siger adm. dir. Peer Brændholt, at man nu kigger på Hamborg.
Bureauet åbnede i 2011 kontor i København. Det har kostet på bundlinjen, men allerede nu melder man om positiv drift. Der sidder lige nu fem medarbejdere på kontoret, og der søges flere.
Investeringen i 2011 rokker ikke ved et regnskab, der viser en meget stærk udvikling.
Den bygger dels på mere arbejde fra eksisterende kunder samt opgaver fra en række nye kunder.
“Det er egentlig de mange bække små,” siger Peer Brændholt.
Fremgangen skal endda ses i lyset af et mislykket nyt kundeforhold. Kernel trådte i slutningen af 2010 frem i rampelyset som vinder af en stor bureaukonkurrence hos Vestas. Under et år senere var Vestas væk igen.
“Det skyldtes organisatoriske forhold. Men vi havde ikke nået rigtig at komme i gang, så det kom ikke til at koste os noget – ud over, at de ville have givet endnu mere vækst, hvis samarbejdet var kommet op i gear,” siger Peer Brændholt.
Meget af fremgangen kommer fra BtB kunder, men han vil ikke karakterisere Kernel som et BtB bureau.
“Vi er stærke på at bringe brands ud af Danmark, og det er ofte BtB virksomheder. Men vi ser selv vores styrke i forhold til at varetage komplekse markeder uanset, om det er BtB eller BtC,” siger Peer Brændholt.
Nøgletal for Kernel
(Århus og København)
- Bruttoavance 21,1 mio. kr. +71,5 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 917.398 kr. +11,9 pct.
- Lønandel 61,8 (73,8)
- Resultat af primær drift +2,94 mio. kr. +387,6 pct.
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz