Kreativ chef bliver bureauleder

Peter Engholm
25@mail.dk

Fra færøsk til dansk, fra reklamebureau til webbureau , fra kreativ til ledende – umiddelbart et vist spring, men stillingen er ”som skræddersyet”.

Sidste sommer sagde fire medarbejdere farvel til det færøsk ejede reklamebureau, Sansir, for at stifte online reklamebureauet Propellos.

Men springet kan også tages på egen hånd: Når kreativ chef og direktør for bureauets kontor i København (det andet ligger i Tórshavn), Rune Galschiøt, tager afsked med Sansir, så er det ikke for stifte noget nyt, men for at sætte sig for bordenden i et godt 12 år gammelt bureau.

Det drejer sig om webbureauet Acto, der nu har fundet den bureauchef, man har været på jagt efter. Og nu har Rune Galschiøt taget springet – fra reklame til web, og kreativ til ledende – et spring, der nu ikke er så stort endda:

Han har siden 2007 haft ansvaret for udviklingen af kundeengagementer og den overordnede business development. Samtidig omfatter hans erfaring ikke kun kommunikation og design, men også levering af digitale løsninger i hele Norden.

“Acto er meget ambitiøse, og stillingen er som skræddersyet til mig. Jeg er glad for at have fået muligheden og ser frem til at sætte mit fingeraftryk på et selskab, der vil fremad i verden,” siger Rune Galschiøt.

Men fingeraftrykket skal ikke ses som en mulighed – det er faktisk et krav. Således er der ifølge en pressemeddelelse “store forventninger til, at Rune Galschiøt med sin erfaring inden for corporate communication-løsninger kan være med til at styrke Acto’s profil.”

Acto har eksisteret siden 1999 og har “udviklet over 300 digitale løsninger på mere end 12 forskellige sprog”.