Svenskeren Matias Palm-Jensen, McCanns nordiske chef, fik danske reklamefolk til at reagere – både i kommentarer, klummer og i form af Creative Circles arrangement ’Den Nye Danske Kreativitet’ – da han undrede sig over, at den danske reklamekreativitet ikke havde samme høje kreative niveau som dansk madkunst, design, arkitektur og film.
Hanne Schmidt, der er kreativ direktør i reklamebureauet Bocca, giver også et bidrag til debatten i søndagens udgave af Jyllands-Postens Karriere-sektion under overskriften: ’Det er de andres skyld’.
Første del af indlægget forklarer Jyllands-Postens læsere udgangspunktet for debatten.
Her er sidste del af indlægget, hvor Hanne Schmidt kommer med sit bud på, hvorfor den danske reklamekreativitet ikke er på niveau med de øvrige kulturelle brancher:
”Mit bud på, hvorfor reklamebranchens produkter ikke løfter sig til samme internationale niveau, som vi kender fra filmbranchen, designverdenen og kunsten i det hele taget, ligger i det, Palm-Jensen kalder kulturen.
Hvor det i Sverige er naturligt, at reklamen samt dens folk og virksomheder er en del af kulturlivet – så er den danske reklamebranche en del af erhvervslivet.
Den danske reklamebranche opfører sig i stigende grad som en klon af sine kunder – og nogle af de toneangivende bureauer bryster sig af udelukkende at tale i øjenhøjde med topledelsen, og det betyder, at man fjerner sig fra de kreative laboratorier – både på bureauer og kundeside – muligvis i et forsøg på at gøre området til en eksakt videnskab og muligvis for at komme tættere på pengekassen.
Men at arbejde med reklame er ikke en eksakt videnskab, og man er desværre nødt til at acceptere, at mavefornemmelsen langt hen ad vejen er det eneste målredskab, der for alvor virker, når man skal vurdere, om en kampagneidé vil virke.
Man skal som reklamekøber påskønne mødet med en anden kultur og vide, at guldet og den bedste rådgivning om branding ikke nødvendigvis kommer fra et jakkesæt, men ud af munden på en 25-årig introvert kreativ, der som alternativ karrierevej overvejede at skrive digte.
Og man skal som bureauleder forstå at skabe glade arbejdsmiljøer, der rummer mulighed for, at anderledes tanker og udtryksformer tør folde sig ud.
Mit gode råd til annoncører, der leder efter bureauer, er at være på vagt i forhold til fastlåste filosofier og regler.
Tilbring noget tid sammen med medarbejderne – er de glade, løjerlige, levende og kloge, så er der større sandsynlighed for, at det pågældende bureau vil være i stand til at levere ganske særlig kommunikation – og merværdi i sidste ende”.
Hanne Schmidt slutter sit indlæg med at skrive, at vinderen af dette års guldløve i Cannes, Dumb Ways to Die, er ”et smukt eksempel på, hvad bureauer med kreativiteten og integriteten i behold kan skabe – og hvad annoncører kan få ud af at stole på mavefornemmelsen.”
