Kreative Godfathers: Talentudviklingen har det svært i krisen

Peter Engholm
25@mail.dk

Bureauerne ser i højere grad på de talenter, der allerede er, og hiver færre ind. Det er meldingen fra Danmarks to mest vindende – og talentudviklende – kreative, Simon Wooller fra Saatchi & Saatchi og Per Pedersen fra Uncle.

Da dot.com-boblen brast i 2001, skrællede krisen ungdomslaget af reklamebureauerne, og gennemsnitsalderen steg markant over de følgende år. Den nuværende krise er både bredere og stikker dybere, så umiddelbart står dagens kreative talenter med ualmindeligt trange vækstbetingelser.

Antagelsen bekræftes af de to kreative direktører Simon Wooller, Saatchi & Saatchi, og Per Pedersen, Uncle, som Bureaubiz har talt med. Ikke alene topper de to Creative Circles liste over Danmarks mest vindende kreative, tilsammen de har også – eller har haft – omtrent halvdelen af personerne på listen under deres vinger.

“Det er langt sværere med denne krise end den tidligere. Ingen eller kun ganske få ansætter, og i stedet ser du efter de folk, du har. Du tager ikke flere ind, men søger i stedet at skabe et trygt miljø – et drivhus, om du vil, hvor alle planter gror – og ikke frygter at blive revet op med rode,” siger Simon Wooller.

Hos Uncle er kriseindtrykket kun marginalt mere optimistisk på talenternes vegne:

“Hele branchen oplever en effekt af krisen. Færre ansætter nye medarbejdere, og færre søger væk – det hele går langsommere. Men vi søger stadig at opretholde vores mix af juniorer og seniorer,” siger Per Pedersen.

Et andet problem for bureauernes talentudvikling er, at de tilsyneladende bliver overhalet indenom af de studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Det er nemlig herfra, og ikke fra bureauerne, at man skal finde hovedparten af vinderne i Young Creative Circle Award. Og det er disse vindere, der skal repræsentere Danmark ved Young Lions-konkurrencerne i Cannes.

Men det ser hverken Simon Wooller eller Per Pedersen som noget reelt problem. Hos begge bureauer har de unge travlt med – og plads til – at udføre “real-life opgaver”.

“Hos os kan de unge så at sige gå fra skolen og op på scenen for at hente en Cannes Lions. Vi skelner ikke mellem junior, mellemvægt og senior, men om at levere varen. Hverken skolen eller vi lærer nogen at blive gode, men at udfordre den kreative muskel. Og den slags kan kun ske, hvis man på forhånd har et vist niveau af talent,” siger Simon Wooller.

Hos Uncle springer man i store træk skolen over i rekrutteringen af unge talenter:

“Vi har ikke de samme muligheder som de københavnske bureauer, der lettere kan hente de bedste folk fra skolen. Vi har i stedet haft held med den gammeldags løsning, at udvikle vores egne elever, der nærmest kan blive hentet ind fra gaden. Og det, vi kan tilbyde, er højt til loftet og et helt bureau i konstant udvikling. Vi bruger de kreative priser: De unge kan skabe sig et navn, de bliver krediteret, kommer i juryer og får netværk,” siger Per Pedersen.

Og krise til trods stopper hverken Saatchi & Saatchi eller Uncle med at forholde sig aktivt til kreativ talentudvikling – uden at det skal være et spørgsmål om næstekærlighed:

“Du kan ikke ‘fake’ opmærksomhed for unge talenter. Hvis bureauet vil investere og udvikle, må man samtidig erkende, at det på kort sigt er svært og kræver intensivt arbejde. Unge talenter er ikke på samme måde som de mere rutinerede opmærksomme på de fejl, de begår – f.eks. opfattelsen af en brief. Det kræver opmærksomhed, og man skal kunne lide at gøre det. Jeg kan bare godt lide det – det er fantastisk, og jeg har aldrig fundet det besværligt,” siger Simon Wooller.

Han suppleres af Per Pedersen:

“Det er krævende, men også givende. Der bliver hele tiden pumpet nye kræfter ind i bureauet, og du arbejder sammen med folk, der dagligt bliver dygtigere. Og vi har brug for energien fra folk, der ikke er ødelagt af for mange rutineopgaver.”

Mantraet oven på dot.com-krisen i 2001 var seniorteams. Og hvis de øvrige bureauer i en periode holder igen med talentudviklingen, frygter Per Pedersen så ikke at få Uncle reduceret til en talentfabrik, som andre bureauer kan plukke fra?

“Så længe de ikke går på strandhugst, så opfatter jeg det ikke som et problem. Faktisk er dén udsigt en del af det, vi kan tilbyde: At du her kan udvikle dig til at blive senior på et andet bureau. Vi kan ikke holde på folk ved f.eks. at tilbyde partnerskaber – det er bureauet ikke opbygget til. Hos os bliver man hurtigt senior, fordi du hurtigt får et ansvar, og fordi der – trods alt – hele tiden kommer nye ind,” siger Per Pedersen.

“At andre bureauer ser på vores talenter er o.k., og der er intet at gøre ved. Man skal blot huske på, at for at blive virkelig god, skal man have virkelig god støtte. Uanset om man er junior eller senior. Det gælder produktion, kontakt og meget mere. Det er som med Formel 1: Én vinder løbet, men det er en hel organisation, der står bag,” siger Simon Wooller.