Kreative personer snyder mere

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Læs om et studie, hvor forsøgspersoner, som scorede højt på kreativitet, også var mere tilbøjelige til at snyde og være uærlige. Samt om, luksuskæders fremgang og discountkæders tilbagegang.

Det handler om at tænke ud af boksen i erhvervslivet, men kreativitet kan også have en bagside.

Et nyt eksperimentalt studie viser, at forsøgspersoner, som scorede højt på kreativitet, også var mere tilbøjelige til at snyde og være uærlige.

Kreative personligheder og tænkemåder forbindes til en større evne til at legitimere handlinger, som kan være uetiske.

Det er de amerikanske forskere lektor Francesca Gino fra Harvard University og professor Dan Ariely fra Duke University, som står bag undersøgelsen.

De har brugt en række anerkendte psykologiske måleredskaber for at vurdere forsøgspersonernes kreativitet og intelligens.

Derefter har de testet forbindelsen mellem kreativitet, intelligens og uærlighed i fem forskellige eksperimenter, som hver involverede 100-160 forsøgspersoner.

Forsøgspersonerne fik opgaver, hvor det økonomisk ville kunne betale sig for dem at snyde og resultaterne viste, at de kreative deltagere var mere tilbøjelige til at snyde. En lignende forbindelse kunne ikke konstateres mellem intelligens og snyd.

Konklusionen i studiet er, at kreativiteten øger den moralske fleksibilitet, altså menneskers evne til at legitimere egne umoralske handlinger, ved at generere forklaringer på, hvorfor de kan vurderes som etisk acceptable (Berlingske Business Lørdag, p. 20 samt videnskab.dk).

Luksuskæderne vinder frem på bekostning af lavpris

I et indlæg i Berlingske skriver Jan Stig Andersen, koncernchef i skokæden MBT Group, at luksuskæderne i USA og Japan øger salget med tocifrede procentsatser, mens lavprisbutikskæder har tilsvarende salgsnedgang.

Koncerndirektøren oplevede for nylig i USA, at folk stod i kø, men det var ikke til tilbudsvarer eller udsalg med kraftige rabatter. Det var til forretninger som Tiffany’s og Louis Vuitton.

Og det passer meget godt med de seneste rapporter fra den amerikanske detailhandel, der viser, at lavprisbutikskæder som Kohl’s, Old Navy og J.C. Penney har rapporteret om en salgsnedgang i november og december på 8-10 procent, skriver Jan Stig Andersen, mens luksuskæder som Saks Fith Avenue, Nieman Marcus og Nordstrom har haft salgsfremgang på over 10 procent.

Også i Japan, hvor forbruget normalt følger aktiekurserne, er luksusforbruget de seneste måneder eksploderet. Førende juvelerer har en stigning på 30 procent på salget af Rolexure og Mikimoto perler, skriver sko-direktøren.

Han funderer endvidere over, om det er en trend, der kommer til Danmark, nu hvor man ellers troede at den nuværende recession havde ændret forbrugerne til tilbageholdenhed, ansvarligt forbrug og less is more.

“Jeg tror stadig, den moralske forbruger er kommet for at blive – klimaproblematikken er jo heller ikke en døgnflue, men noget tyder på, at de økonomiske grundmekanismer ikke ændrer sig. Har man penge, vil man bruge penge. Og det de, der har mange penge, bruger dem på fortiden er altså klassiske luksusvarer, der har vist deres værdi og holdbarhed”, skriver Jan Stig Andersen (Berlinske Karriere Søndag, p. 2).