I 2019 debuterede Spot:On Activation Award ‘Den Handlende Idé’ som kategori og satte unge, kreative talenter på en svær opgave: At få børn og unge engageret i fysisk aktivitet.
Vinderholdet leverede løsningen ‘Hummel GO45’: En sneakers-serie, der genererer energi ved fysisk aktivitet. Energien kan via et ladekabel for enden af snørebåndet oplade barnets mobil, og 45 minutters aktivitet med skoen sender en besked til barnets forældre.
I år handler det om E-sport – og nej, ikke om at få unge engageret. Dén del er der vist ok styr på, men at få smeltet E-sport ind i Telia. Satsningen med E-sport ”skal blive en naturlig del af Telias brand”, og sponsoratet Telia Esports Series/League of Legends sæson 2 skal aktiveres.
Screen-dump fra højdepunkterne fra round 2 i Telia Esports Series.
Professionelt kreative under 30 år
For at deltage i awarden skal man være under 30 år og arbejde professionelt med kreativitet, kommunikation eller marketing på bureau eller i en marketingafdeling – eller studere på Krabbesholm, Grafisk Kommunikation i Haderslev, DMJX, KEA, Reklamelinjen eller lignende uddannelse.
Deadline på kategorien, der er skabt i samarbejde med Spot:On Activation og Reklamelinjen, er den 19. oktober. Briefen kan læses her, og de indsendte arbejder bedømmes af en jury på disse syv personer:
- Morten Mørup, Senior brand activation & partnership manager, Telia
- Karina Holm Henriksen, CEO, We Love People
- Regitze Borgaard, Account Director, Uncle Grey
- Cathrine Understrup, freelancer
- Jacob Staalby, Independent Creative Director at Staalby Solo
- Karl Kristian Kjaer, Creative Lead, Hjaltelin Stahl
- Lea Flodgaard Art Director, &Co.
At Spot:On Activation Award gennemføres i år må siges at være en bedrift i sig selv. Som arrangørerne konstaterer: Hele oplevelsesindustrien har været lukket ned, og de fleste har ikke kunnet afvikle events.
Enkelte brands har dog været aktive, og derfor afholdes awarden med en enkelt kategori, ud over Den Handlende Idé: ‘Brand & Partner aktivering 2020’.
Vinderne af hhv. guld, sølv og bronze hyldes ved et Meet & Greet Event den 6. november.