Krisesnak? Halvt så store, dobbelt så gode

Peter Engholm
25@mail.dk

To lousy år i træk er virkeligheden for Williams + Creative. Men bureauet har sadlet om og er igen kommet dybt ind hos kunderne.

“Vi fik som fortjent.”

Finn Williams, adm. direktør i – og eneejer af – Williams + Creative, er ganske åben og ærlig omkring det seneste regnskabsår for bureauet, der endte blodigt.

Men han er også optimistisk og har defineret filosofien for bureauet: Halvt så store, dobbelt så gode.

Først til det fortjente:

“Bureauet var sårbart – med mange medarbejdere, spinkle kompetencer og få kunder. Da virksomhedens største kunde samtidig valgte at finde ny samarbejdspartner og nr. to mistede 80 pct. af salget på få måneder, så var kimen lagt til en ordentlig blodtud,” siger Finn Williams.

Og en blodtud var det: Bruttoavancen blev mere end halveret i forhold til regnskabsåret 2008/09, der i forvejen var på skrump sammenlignet med året forinden.

Men i modsætning til forrige år har Williams + Creative i det forløbne år været mere effektiv til at trimme medarbejderstaben. Og det bringer os frem til det halve og dobbelt så gode:

“I slutningen af 2009 var den rigtige gruppe af faste medarbejdere på plads – samtidig blev et netværk af dygtige freelancere stykket sammen – og nu har vi samme udgangspunkt, som da bureauet blev søsat,” siger Finn Williams.

Omkostningerne er tilpasset, og bureauet arbejder igen med kundeudvikling – og det understøtter Finn Williams i optimismen på bureauets vegne.

“Vi arbejder i krydsfeltet mellem markedsføring, salgsudvikling og strategi. Det har givet os nye kunder og opgaver fra eksisterende kunder, som vi ikke så skyggen af, da alt gik ud på kun at levere bureauydelser – f.eks. en langsigtet opgave, hvor vi skal sikre en omsætningsfremgang på 10 mio. kr. årligt, og én om at koordinere sælgernes materiale og angribe markedet på en ny måde – i samspil med webfunktioner og virksomhedens grafiske identitet,” siger Finn Williams.

Også på egne vegne er der glæde over bureauets udvikling:

“Det er rigtigt spændende at være så dybt inde hos kunderne igen – og rigtigt dejligt at være bureaudirektør igen”, siger Finn Williams.

Nøgletal for Williams + Creative

  • Bruttoavance 3,796 mio. kr. -52 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 542.286 kr. +2,8 pct.
  • Lønandel 78,1 (77,2)
  • Resultat af primær drift -1,036 mio. kr. -2,3 pct.