Kulturminister-logo er en sag for designpolitiet – ikke ophavsretten

Peter Engholm
25@mail.dk

Politiken anklager kulturminister Per Stig Møller for at have planket Kulturministeriets logo. Men bureauet bag afviser at føle sig krænket. Er det en sag for nogen, må det være designpolitiet.

Ophavsret har flere gange været til debat i denne valgkamp – mest markant i forbindelse med Venstres kampagne lige før valget blev udskrevet, hvor man anvendte et billede af Villy og Helle.

I går var det så kulturminister Per Stig Møller (K), som i Dagbladet Politiken blev anklaget for at forbryde sig mod ophavsretten og bruge et logo i sit valgmateriale, der til forveksling ligner Kulturministeriets.

Politiken bringer tre eksperter på banen til at kommentere den kosmetiske ændring fra kulturministerium-logo til kulturminister-ditto; en professor i mediejura, en valgforsker – og en bureau-profil, Frederik Preisler, der ærgrer sig over, at ministeren ikke har fået mere kvalificeret rådgivning, end tilfældet er.

Designbureauet Kontrapunkt har ophavsrettighederne til Kulturministeriets originale logo og er således blevet trukket ind i valgkampen.

Men bureauet vælger at holde hovedet koldt i kampens hede – og trække på smilebåndet..

Bo Linnemann, grundlægger af – og kreativ direktør i – Kontrapunkt, er manden, der i sin tid personligt tegnede Kulturministeriets logo. Han mener, at det er en storm i et glas vand:

“I en valgkamp bliver der sat parentes om en masse ting. Regler bliver gradbøjet, og vi ser ting som ellers under normale omstændigheder ikke ville være tilladt. Vi føler os ikke krænket og har ikke tænkt os at gå videre med sagen.”

Og dog – for som Bo Linnemann tilføjer:

“Hvis sagen skulle meldes til nogen, skulle det være designpolitiet – for Kulturministerens valglogo er ualmindeligt dårligt håndværk og ligner noget, der er lavet med venstre hånd”.

Kulturministerium kulturminster2

Logo fra hhv. Kulturministeriet og kulturministeren – hentet fra Politiken.