Berlingskes Nyhedsmagasin har interviewet Jesper Kunde om, hvordan han håndterer krisen, og det er der kommet et åbenhjertigt interview ud af.
Bl.a. fortæller han om, hvordan han efter nogle afskedigelser i november havde en plan om ikke at snakke økonomi op mod julefrokosten. Men medarbejderne var for optaget af økonomien.
“Jeg var tvunget til at fortælle, hvor vi var henne, og om vi kunne klare os. Jeg uddybede det i min nytårstale. Jeg har altid været meget åben om, hvordan rigets tilstand er, så jeg sagde: ‘Verden er gået i fundamental depression. Det kan sagtens være, at den går længere ned, så bliver det virkelig skidt.’ Lige nu har vi faktisk underskud på vores budget. På mødet sagde jeg, at vi i princippet er 25 procent for mange nu”, siger han til bladet og konstaterer, at han for en gangs skyld fik ros for sin nytårstale.
Jesper Kunde fortæller ærligt videre, at der lige nu er for mange ansatte på bureauet – 25 pct. – men han understreger samtidig, at det i en krise er vigtigt at fastholde kernemedarbejderne. Derfor er der i december udarbejdet fem krisepakker, hvor der arbejdes hårdt på at finde besparelser, så man kan undgå afskedigelser.
“Første pakke dækker januar, februar og marts. Jeg har meldt klart ud, at vi skal have mere ind, at vi skal arbejde mere for mindre, og at dem, der ikke rigtigt er med på det, de ryger ud. Sådan er spillereglerne. Det første, vi gjorde, var, at vi i partnergruppen blev enige om, at vi måtte afstå fra at få bonus. Det gjorde vi allerede i oktober”.
Jesper Kunde fortæller videre, at der i den sidste krisepakke står en kollektiv lønnedgang.