Ambitionerne fejler ikke noget hos Atcore, som er blevet dobbelt så stort på to år.
Bureauet har netop afleveret sit 2014-regnskab, og samtidig har man sagt goddag til en ny CCO i skikkelse af Thomas Neergaard, der er fundet hos Kunde & Co, hvor han havde titel af Group Account Director.
Han kom til Kunde & Co i foråret 2014 fra et job hos Accenture, og hans konsulentbaggrund har spillet en rolle i rekrutteringen til Atcore, der hellere vil se sig selv som et konsulenthus end et bureau.
“Vi har været i en rekrutteringsproces over det sidste halve år, da vi har ønsket at finde en person med overvægt på konsulentbaggrunden, frem for marketing,” siger bureauets stifter,” Sebastian Gullak.
Thomas Neergaard indtræder i ledelsen for et firma, der voksede 17 pct. i 2014 – men som måtte notere en faldende bundlinje.
“Nettoresultatet er helt som forventet, i det vi investerer heftigt i at udvide virksomhedens human ressources. Vi vil hellere investere i flere arbejdspladser end bundlinje, da det er vores ambition som virksomhed at kunne leve af højt kvalificerede medarbejdere. Jo flere af dem, og jo dygtigere de er, des bedre klarer vi os på sigt,” siger Thomas Neergaard.
Han er ikke i tvivl om, at de digitale konsulenthuse er på vej til at brænde igennem med deres egen niche indenfor et ledelsesdomæne, der hidtil har været forbeholdt de klassiske management konsulenthuse.
“Modsat de fleste konsulenthuse er vores digitale forretningsmodel skalérbar samtidigt med at være gensidigt værdiskabende. Med andre ord. kombinerer vi det bedste fra digital serviceforretning – volume – med det bedste fra klassisk rådgivningsforretning – rentabilitet – og det er ganske enestående,” siger Thomas Neergaard.
Nøgletal for Atcore
- Bruttoavance18,5 mio. kr. +17,1 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 711.538 kr. -0,9 pct.
- Lønandel 75,7 (69)
- Resultat af primær drift +0,36 mio. kr. -75,0 pct.
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz