Kunde & Co. holder momentum

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Der var marginale fald over hele linjen for Kunde & Co. i 2017, som ikke desto mindre blev et godt år for landets største reklamebureau.

Et tilfredsstillende år, kalder Kunde & Co. det forgangne.

Det netop aflagte årsregnskab for 2017 viser, at reklamebureauet trods marginal nedgang er i en økonomisk liga for sig:

En bruttoavance på 159,6 mio. kr., et driftsresultat på 19,1 mio. kr. og et samlet overskud på 15,5 mio. kr.

”Det er med tilfredshed, at jeg kan konstatere, at vi har nået vores finansielle mål for 2017. Resultatet vidner om, at vi er inde i en god periode med mange spændende opgaver, hvor mange – både danske og internationale virksomheder – efterspørger vores kernekompetencer inden for branding og positionering,” siger stifter og ejer Jesper Kunde ifølge en pressemeddelelse.

Projekter i ind- og udland
Kunde & Co. har i 2017 løst opgaver for B2C- og B2B-virksomheder i både ind- og udland, blandt andet et brand- og positioneringsprojekt for islandske VSV, som er global leverandør af fisk og skaldyr.

I Danmark har bureauet stået for re-brandingen af Premier Is og har udviklet et nyt brand for Schulstad.

På kommunikationsfronten stod Kunde & Co. i 2017 blandt andet bag den omtalte Citroën-kampagne med Jørgen Leth i hovedrollen.

Bekymring for branchen
Fokus er samtidig rettet mod den øgede digitalisering:

”Som de digitale muligheder har materialiseret sig udi et utal af kanaler, er behovet for branding vokset eksponentielt. Flere virksomheder erkender nu, at de blevet for fragmenteret og har mistet deres sammenhængskraft,” lyder det fra Jesper Kunde.

Bureaudirektøren, som med sit efterhånden 30 år gamle bureau er en af branchens nestorer, luftede sidste år samme bekymring i et stort interview med Bureaubiz:

Jesper Kunde: Branchen er blevet uoverskuelig

Nøgletal for 2017 (i parentes 2016 og 2015)
Nettoomsætning: 264,2 mio. kr. (284,185) (249,946)
Bruttoavance: 159,632 mio. kr. (159,948) (160,414)
Driftsresultat: 19,051 mio. kr. (20,629) (19,683)
Årets resultat: 15,536 mio. kr. (16,131) (15,799)
Gnmsn. antal ansatte: 198 (194)