Kunde & Co sorteret fra i Codan-pitch

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bureauet står for et større branding-projekt hos forsikrings-koncernen – men kommer ikke til at vinde eksekveringen.

Måske var der nogen, der så Kunde & Co som en klar favorit i konkurrencen om Codans kreative budget. Men i så fald har man taget fejl.

Favorit-rollen kunne ligge i, at bureauet i det seneste lille års tid har været hyret ind til et større branding-projekt. Efterfølgende har man så besluttet at køre en konkurrence på det kreative budget – en konkurrence, hvor det hidtidige bureau, DDB, har valgt ikke at deltage. Måske fordi bureauet i løbet af de sidste fem år allerede flere gange har skulle forsvare budgettet.

Oplysningerne om konkurrencen er sparsomme – men ifølge Bureaubiz’ kilder, så er Kunde & Co nu ude af konkurrencen. Det influerer dog ikke på branding-projektet, og Codan har da også hidtil betonet, at det kører uafhængigt af konkurrencen.

Men slutresultatet bliver altså, at et andet bureau end Kunde & Co kommer til at eksekvere på platformen.

Der er ikke oplyst nærmere om, hvor mange og hvem, der er tilbage i konkurrencen, og Codan har ikke ønsket at kommentere på ‘mellemtider’ i konkurrencen.