Kvickly skiller sig af med marketingchef

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Coops marketingafdelinger går forholdsvis uberørt igennem dagens massefyringer i hovedkontoret. Men for Kvicklys marketingchef blev det en skidt dag.

De sidste to dage har været dramatiske i Coops hovedkontor i Albertslund. I går varslede man nedlæggelsen af 200 stillinger og fyringen af 173 ud af 1200 medarbejdere, og i dag blev der så sat navn på.

Dagsordenen for fyringerne er en omfattende organisatorisk ændring. Koncernens seks marketingafdelinger går dog relativt uberørt igennem de organisatoriske ændringer. De fortsætter som hidtil.

Men hos Kvickly har man dog besluttet at nedlægge marketingchef-stillingen. Det betyder et farvel til Uffe Korsemann, I stedet overtager food- og non-food-chef, Anne-Marie Navarro ansvaret for marketingafdelingen.

Hun har en lang karriere hos Coop, hvor hun for en række år tilbage også bestred et job som marketing manager.

Herudover kan der være tale om enkelte andre fyringer i marketingafdelingerne – bare ikke på leder-niveau.

Ændringerne sker som et led i implementeringen af Coops strategi for perioden 2012-2015, og formålet er at skabe en enklere og mere effektiv organisation samt at tilpasse omkostningerne.

”Vi er i starten af en ny strategiperiode, og nu ændrer vi organisationen på Coops hovedkontor, så den bedst muligt understøtter implementeringen af vores strategi, hvor hovedtemaerne er vækst, øget konkurrencekraft og forbedring af omkostningseffektiviteten,” sagde Coops adm. direktør Jesper Lien, i går.