Kvik siger farvel til danske bureauer

Peter Engholm
25@mail.dk

På digitalsiden har køkken-koncernen haft flere – især danske – bureauer tilknyttet. Dem siger man farvel til nu – til fordel for et af verdens hotteste bureaubrands.

Kvik søger på bureaufronten løsninger blandt de dygtigste på hvert enkelt felt, og da holdningen er, at man ikke kan få det samlet på ét sted, søger man ud blandt flere.

Alligevel er valget af et nyt digitalbureau udtryk for en samlende tilgang. For mens det danske køkken-brand uforandret har reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners som leadbureau, så har man før arbejdet sammen med flere forskellige digitalbureauer:

“Vi har arbejdet sammen med Content Cph og In2media om store projekter som sites og Facebook-tilstedeværelse. Vi har også arbejdet sammen med NetPeople. Men det har alt sammen været projekter – og spredt, dog primært danske bureauer. Nu samler vi opgaverne hos ét bureau: det svenske kontor hos R/GA,” siger Kasper Granat, global marketingchef hos Kvik, til Bureaubiz.

Det er således et af verdens hotteste bureaubrands, Kvik har valgt. R/GA – i form af bureauets New York-kontor – strålede i dén grad ved dette års Cannes Lions-festival: Her blev arbejdet for Nike+ Fuelband hyldet som verdens mest nyskabende idé, i form af Grand Prix i Titanium. Dertil kom yderligere en Grand Prix i Cyber Lions samt en guldløve i Integrated – dette års højeste udmærkelse i kategorien.

Kasper Granat siger om valget af det svenske bureau:

“Kvik har opnået international fremgang gennem et velafprøvet retailkoncept, dog uden helt at udnytte potentialet i de digitale kanaler. Vi har været igennem en grundig udvælgelsesproces for at finde den rette partner til at styrke vores marketing og vores koncept – og har fundet det rette, plus lidt ekstra, hos R/GA Stockholm. Vi deler mindsettet om, at det digitale ikke er en tilføjelse, men en fuldt integreret del af både virksomheden og kundeoplevelse.”.

Kvik har 125 butikker i ni europæiske markeder samt i Thailand.