Bureaubiz har tidligere fortalt, hvordan den ene af Bark Group’s to største aktionærer, Jesper Svane, opgav en forkert adresse i Schweiz, da han stiftede et nyt selskab i Danmark.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen greb ind – man skal opgive en adresse, hvor man kan nås – og Jesper Svane står nu registreret på en adresse i Kvistgård i Nordsjælland, hvor der også bor en Hilda Svane.
Det er dog ikke den adresse, han brugte, da han for ca. 14 dage siden skulle indrapportere en voksende aktiepost i Bark til OTC Bulletin Board i USA, hvor selskabet er noteret. Her stod han opført på en helt tredje adresse i Schweiz.
Også den anden af Bark Group’s to største aktionærer, Rene Lauritsen, har rod i adresserne, da han skulle foretage den samme indrapportering. Han opgav en adresse i Schweiz, der ville gøre ham til nabo til den danske forretningsmand Olaf Chalmer.
Men dette kender Olaf Chalmer ikke noget til.
Adspurgt om forholdet svarer Rene Lauritsen, at “dokumenterne er preudfyldt med adresse og andre data og skulle bare underskrives. De adresser boede vi på da vi investerede i selskabet /filede til notering og disse bibeholdes i systemet”.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra de amerikanske børsmyndigheder til, hvad kravene til oplysning om adresser er.
Der er i det hele taget en ganske særlig stil, når der lægges nyheder på OTCBB.
Da Bark Copenhagen havde knyttet Lars Hartmann og Lars Schmidt til bureauet, udløste det i februar en meddelelse til børsen. Det er dog endnu ikke fortalt, at de en uge senere forlod Bark og tog deres kunder med sig.
Og i forbindelse med det helt friske tilkøb af et svensk bureau, beskrives Tre Kronor Media som “a leading swedish marketing and advertising comapny that was recently named Swedish Media Agency of the Year for 2009”.
Den titel knytter sig til en kundetilfredsheds-analyse, som naturligt giver små bureauer med få kunder fordele, og i øvrigt er Tre Kronor med en bruttoavance på 8-9 mio. kr. og 10 medarbejdere så lille, at kun et enkelt dansk mediabureau ville være mindre.
Tre Kronor er stiftet af den tidligere Mindshare-chef, Niclas Fröberg sammen med Carl Johan Grandinson og Jacob de Geer, og de to sidstnævnte beskrives i teksten til OTCBB som “Co-founders of Tradedoubler”.
Tradedoubler er et svensk børsnoteret virksomhed, og i de artikler, Bureaubiz har fundet om Tradedoubler, er det tre helt andre personer, der beskrives som stiftere.
Til det oplyser Niclas Fröberg, at Carl Johan Grandinson og Jacob de Geer var de første til at arbejde sammen med Tradedoubler, og at de også havde medejerskab.
Ifølge artikler på svenske Dagens Industri solgte de deres aktier og forlod selskabet omkring årsskiftet 2006/07 i forbindelse med at amerikanske AOL havde budt på Tradedoubler.
På det tidspunkt var Carl Johan Grandinson regionschef og Jacob de Geer var forretningsudviklingschef.