Lån & Spar Bank i nyt bureausamarbejde

Peter Engholm
25@mail.dk

Efter en tid uden reklamebureau arbejder banken nu sammen med det under et år gamle Hartmann, Schmidt og Ravn.

Lån & Spar Bank har indledt samarbejde med Hartmann, Schmidt og Ravn (HSR), og første opgave har været lanceringen af LSBprivat – en kampagne, der allerede er i luften.

“I tæt dialog med HSR valgte vi en ny kreativ tilgang til kunderne i LSBprivat kampagnen, og det er naturligvis med stor tilfredshed, vi kan se, at det med det samme har givet resultater,” siger kreativ chef i Lån & Spar Bank, Anders von Essen-Leise.

Lån & Spar Bank har tidligere samarbejdet med Bergsøe4, men den seneste tid er opgaverne – ifølge Bureaubiz’ oplysninger – blevet løst inhouse. Men efterspørgslen på LSBprivat-produktet har dannet grundlag for en udvidelse af samarbejdet mellem Lån & Spar Bank og HSR om en endnu bredere opgave.

HSR er et ungt bureau på godt ni måneder, ejet – sammen med 727 – af Lars Hartmann, Lars Schmidt og Tina Ravn. De forgange måneder har bureauet løst større opgaver for bl.a. TV3/TV3+, Synoptik, Politiken Annoncer og Hartmann’s/Shamballa Juvels.

“Vi har en anderledes tilgang til kunderne og processerne; bl.a. tror vi på vigtigheden i at turde diskutere kreative grundideer med vore kunder. Og det virker som om, dialogen om ideerne er noget, kunderne har manglet” siger HSR’s adm. direktør, Tina Ravn.