Du kan godt være et kvaj, men Totempo hjælper fortsat – f.eks. med en lånebil. Nogenlunde sådan kan man godt oversætte reklamefilmene for den fremadstormende autohjælps-koncern, Totempo, der er i fuld gang med at give Falck benhård konkurrence.
Men det gælder åbenbart også bankrøvere, hvis man skal dømme på den seneste film, hvor to banditter kommer galt af sted under flugten og forulykker med bilen. Godt nok hører man sirenerne i baggrunden, men det er her Totempo kommer ind som dem, røverne ringer til for at få hjælp.
Lad det være sagt med det samme. Jeg skal ikke her forsøge at gøre mig klog på, om det er en god eller dårlig reklame. Det kan lige så godt være mig, der er sippet og udstiller mit manglende kendskab til reklame.
Men jeg må indrømme, at filmen træder over mine grænser.
Alle mennesker kan være nogle kvaj og komme galt af sted, og så er det jo godt at være kunde hos et autohjælps-firma, der ikke stiller sig til dommer, men blot hjælper efter bedste evne.
Og det gælder åbenbart også bankrøvere. De kan have en uheldig dag på jobbet lige som enhver anden.
Men bankrøvere er altså dybt kriminelle personer, og jeg opfatter filmen som en ophøjning af dem til et par almindelige af hverdagens “uheldige helte”.
Vi lever i en tid, hvor virksomheder – og dermed annoncører og reklamebureauer – i tiltagende grad skal forholde sig til samfundsmæssige problemstillinger. F.eks. skal producenter af chips, chokolade og burgere forholde sig til en fedme-epidemi uanset om de har ansvar for den eller ej.
Corporate Social Responsibility – CSR – er et begreb, der optræder tiltagende på direktionsgangene.
Reklamebranchen er et yndlingsoffer for mange politiske kræfter, som symbol på nogen, der er skrupelløse og vil gøre hvad som helst for at forføre folk til at forbruge ting, de ikke har brug for.
Det er bare sjældent, den holdning har ret meget konkret at bygge på. Nogen kan lide nogle reklame, andre kan ikke. Og engang imellem føler nogen sig voldsomt stødt. Men ofte bliver det et spørgsmål om personlig moral hos nogen, som ikke engang er i målgruppen.
Bankrøvere er dog ikke et spørgsmål om personlig moral. De er uden for landets lov og ret, og måske burde en reklamebranche i denne sammenhæng vise, at man har en etik i forhold til sit kreative udtryk.
Totempo vil godt skildre nogle nærmest surrealistiske hverdags-begivenheder. Det er formentlig for at løfte kommunikationen fra at være banal og forudsigelig og råbe lidt højere for at få ørenlyd. Umiddelbart et ganske oplagt tankesæt.
Men det er en kreativ balancegang. Man vil gerne gå til kant, og hvis man vil det, så risikerer man selvfølgelig også at komme til at krydse den engang imellem. Der er dog stor forskel på at støde en mere personlig moral og på at krydse nogle mere fundamentale etiske grænser,.
Hvis ikke reklamebranchen skal bekræfte fordomme om, at man er parat til at gøre hvad som helst for at opnå opmærksomhed, så er man nødt til at have en holdning til socialt ansvar i det kreative udtryk. I hvert fald hvis man er et større bureau med kunder, der sælger til hr. og fru Danmark.
Man kan så hævde, at jeg er uden for målgruppen, og at det derfor er irrelevant, hvordan jeg opfatter filmen.
Til det kan jeg sige, at jeg er bilejer, kunde hos Falck – samt hos Tryg, som Totempo har indgået en omfattende samarbejdsaftale med henblik på at tilbyde autohjælp til forsikringsselskabets kunder.
Jeg er med andre ord en, som bør overveje, at udskifte Falck, og jeg var begyndt at overveje det. Men vil jeg være kunde i et selskab, som stiller lånebil til rådighed for bankrøvere?
Jeg er stærkt i tvivl.
