Lars Bastholm bliver kreativ chef for Egmont

Emil Malte Simonsen
emil.s@bureaubiz.dk

Én af Danmarks mest succesfulde kreative chefer vender hjem til Danmark efter 17 år i udlandet. 1. januar 2021 sætter Lars Bastholm sig i spidsen for Egmonts bureauer som kreativ chef.

Med et CV, der bl.a. lister kreative topposter hos Ogilvy, AKQA og Google, er Lars Bastholm en profil i den absolutte reklame-superliga. 

Efter 17 år med internationale stillinger vender han nu hjem til Danmark. Det gør han for at tiltræde en ny stilling som chief creative officer for Egmont Publishings tre interne reklamebureauer: Belong, Egmont Creative og Starfighters. 

Bureauerne blev tidligere på året samlet, da Belong – der er resultatet af fusionen mellem Very og Patchwork i 2017 – flyttede ind i de samme lokaler som Egmont-bureauerne på Østerbro. Egmont-koncernen ejer desuden performance marketingbureauet S360 og influencerbureauet Unique Social samt adskillige marketing services-bureauer: Sempro, KAN, Klintberg Niléhn, Ingager, MarkedsPartner og Okto.

Et scoop
Frank Vilstrup, der er business area director i Egmont Publishing kalder det i en pressemeddelelse “et scoop”, at Lars Bastholm har takket ja til at stå i spidsen for Egmonts bureauer. Her er håbet, at han kan være med til at tage Egmont til nye højder:

“Han har arbejdet med nogle af verdens mest indflydelsesrige brands og guidet dem ind i den digitale tidsalder. Lars bliver ansvarlig for udvikling af kommercielt indhold og kreative kommunikationsløsninger til annoncørerne. Vi har i Egmont Publishing de seneste år med succes satset på dette område, og det bliver Lars’ opgave, at hjælpe med at tage det til næste niveau,” siger Frank Vilstrup. 

Selv beskriver Lars Bastholm Egmont som en “kasse fuld af Lego,” som han ser frem til at hjælpe med at sætte “sammen på nye interessante måder.” 

Eksperter i at fortælle historier
Lars Bastholm har tidligere høstet stor international anerkendelse for sit arbejde. Bl.a. for det hedengangne danske bureau Framfab, hvor han vandt tre Grand Prix’er i Cyber-kategorien for sit arbejde med Nike ved Cannes Lions.

Siden er det blevet til adskillige topposter i udlandet, hvor han både har været chef for store globale teams og bygget teams fra bunden. De seneste knap to år har han arbejdet som selvstændig brand- og markedsføringskonsulent for start-ups med base i Los Angeles. 

Men nu er tiden altså inde til at prøve kræfter med den gamle Egmont-koncern, hvor Lars Bastholm som kreativ chef vil sætte den gode historie i højsædet. 

“Jeg tror grundlæggende på, at en god historie er den bedste branding, og Egmont er eksperter i at fortælle historier på tværs af medier. Historierne skal fortælles på den rigtige måde, på det rigtige tidspunkt, til de rigtige modtagere – det er en af de mange ting, jeg ser frem til at kaste mig over hos Egmont.”