Lars Bo kritiserer Lars Bo

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

En TDC-direktør var i sidste uge ude med riven over for mediabureauerne. De er stærkt bagud på kompetencer inden for onlinemarkedsføring, lød det. Nu får han svar på tiltale.

Lars Bo Haber Petersen er direktør i TDC, og i sidste uge skosede han på Mediawatch mediabureauerne for at være stærkt bagud på kompetencer inden for online markedsføring.

I bedste fald er han blevet fejlciteret. I værste fald er der tale om uvidenhed, lyder det fra en anden Lars Bo – nemlig Lars Bo Jeppesen, der er direktør for Aegis Media

I en leder på bureauets hjemmeside skriver Lars Bo Jeppesen bl.a.:

“Lars Bo – dit udsagn kan skyldes to ting. A) Uvidenhed eller B) fejlcitering. Om det er a eller b rykker ikke ved den kendsgerning, at det er forkert. Hvis det er A) vil jeg anbefale, at du sætter dig bedre ind i det marked, du selv først for nyligt er blevet en del af (Lars Bo Haber-Petersen var indtil for nylig direktør på en avis). Hvis det er B) er du måske bare blevet spændt foran en vogn, fordi man på MediaWatch.dk gerne vil rejse en helt reel og vigtig diskussion om, hvordan de forskellige aktører har evnet (eller ikke evnet) at forholde sig til den digitale udvikling”.

Lars Bo Jeppesen fremlægger herefter en lang liste over, hvad Aegis Media selv har af online-kompetencer – koncentreret om den del af gruppen, der hedder Isobar.