Lasse Altmann dropper el-bil projekt

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Elbilen er kommet for at blive. Men det bliver uden tidligere Toyota-direktør og formand for Dansk Annoncørforening, Lasse Altmann, som ikke kan skjule sin ærgrelse.

Fornylig løb el-bilprojektet, Better Place ind i turbulens, da adm. dir. Jens Moberg og kommunikationsdirektør Sara Helweg forlod selskabet.

Nu mister et andet el-bil projekt, ChoosEV, også en ledende medarbejder, og salgs- og marketingdirektør Lasse Altmann lægger ikke skjul på, at han forlader jobbet

med en vis ærgrelse.

“Jeg er ikke i tvivl om, at el-bilen er kommet for at blive, så det er ikke derfor, jeg forlader selskabet. Jeg var heller ikke i tvivl om, at realiseringen af et sådant projekt er en lang sej kamp, hvor der skal kæmpes for tingene,” siger Lasse Altmann og fortsætter:

“Om jeg så bare er for uerfaren med, hvordan det er at arbejde i den slags projekter, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men jeg må konstatere, at jeg ikke kan fungere i et miljø, hvor man jævnligt skifter strategi, og hvor der er så lidt struktur, at man aldrig rigtig får gjort tingene helt færdigt. Derfor har jeg draget konsekvensen og sagt op,” siger Lasse Altmann.

Han stopper med årets udgang.

Adm. dir. Henrik Isaksen erkender, at det kræver en speciel psyke at arbejde i et firma som ChoosEV, og Lasse Altmann er ikke den eneste, der har konstateret, at det ikke er ham.

“Man skal kunne tage den frustration, som et nyt produkt på et nyt marked indebærer. Jeg har selv prøvet at starte flere firmaer, og det herhar været det hidtil hårdeste,” siger Henrik Isaksen.

Lasse Altmanns afløser bliver Bo Pederesen, der er fundet i IT-branchen.

Lasse Altmann har været hos ChoosEV i et år, og hans beslutning betyder, at der er mere turbulens i hans jobliv end, han har været vant til.

Lasse Altmann var i en årrække marketingdirektør hos Toyota og bestred også tillidshvervet som formand for Dansk Annoncørforening.

Han stoppede dog i starten af 2008, da Toyota lagde op til at lade hans karriere fortsætte i udlandet. I stedet blev han bureaudirektør i Jylland hos Ib & Co, men det blev ikke et langvarigt forhold.

Han udelukker dog ikke bureauer som en karrierevej – men han ser sig selv som bedst inden for langvarige forbrugsgoder. Uanset om det er på bureau eller kundesiden.