Efter at L’Easy ejer Niels Thorborg har overtaget halvdelen af Nørgård Mikkelsen fra engelske WPP Group er der sket et vagtskifte i bestyrelsen.
Den hidtidige formand, Erik Würtz Knudsen, der er tidligere adm. dir. i Lantmännen Mills, har forladt bestyrelsen sammen med Johnny Kluge fra Bates Y&R.
I stedet er Niels Thorborg trådt ind som formand og med sig har han taget Jørn Tolstrup Rohde, der er adm. dir. for L’Easy.
At se en stor annoncør gå ind som ejer af et reklamebureau er usædvanligt, mens det at se en mand som Jørn Tolstrup Rohde i bestyrelsen for et reklamebureau er mindre usædvanligt. Og han ser da heller ikke nogen problemer i konstellationen.
“Jeg går ud fra, at jeg er valgt på baggrund af mine mange års erfaring med mærkevarer og med overordnet ledelse. Og i bestyrelsen kommer jeg jo ikke til at have noget med den daglige drift at gøre”, siger Jørn Tolstrup Rohde og fortsætter:
“Hvad angår L’Easy er jeg heller ikke involveret i det daglige samarbejde med bureauerne. Det er jo det, jeg har ansat en dygtig marketingdirektør til. Lige som med andre funktioner har jeg uddelegeret ansvaret, og jeg er i tilpas afstand til at der kan være nogen problemer i det”.
Den samme holdning gælder, hvis L’Easy skulle ud i en bureaukonkurrence, hvor Nørgård Mikkelsen skulle deltage.
“I en sådan situation vil der være opstillet klare retningslinjer for, hvad vi vælger efter, og det vil være marketingdirektørens ansvar at gennemføre konkurrencen og indstille en beslutning”, siger Jørn Tolstrup Rohde.
Ud over ham og Niels Thorborg består bestyrelsen af Ulrik Buhl, Birgitte Hammerbak og Bodil Hørdum Ibsen.