Lego fører an: Vi skal lade børnene gentænke verden

Lars Hedegaard Pedersen,
journalist og kommunikationsrådgiver

Legos nyeste kampagne “Rebuild The World” sætter børn og kreativitet i fokus, og forbereder os på de jobs, der endnu ikke eksisterer. Bag kampagnen står reklamebureauet BETC Paris samt Legos inhouse-bureau.

Det danske legetøjsbrand lancerede forleden den nye globale brandingkampagne “Rebuild The World”, som hylder børns kreativitet og evne til at møde verden med et lyst sind og mod på fremtiden.

Kampagnen, der er udviklet i et samarbejde mellem Legos inhouse-bureau og reklamebureauet BETC Paris, har i første omgang været i luften på tv og digitale sociale kanaler samt i biografer og på outdoor-medier i storbyer som London, Paris, Berlin, Beijing, Mexico City, San Francisco og New York. Her blev startskuddet for kampagnen markeret med en reklamefilm, der udspiller sig i en fantasiverden, hvor filmens karakterer er baseret på nyt og gammelt legolegetøj.

En reklamefilm, der er produceret og instrueret af det anerkendte Traktor-kollektiv.

Senere vil kampagnen blive fulgt op af en række større offentlige events, hvor børn og voksne får mulighed for at bygge med legoklodser og finde sammen om at genopbygge en ny og bedre verden.

Senior vice president hos The Lego Agency, Remi Marcelli, afslører, at kampagnen er stærkt inspireret af World Economic Forums 21’st Century Skills, som blandt andet fremhæver kreativitet, kommunikation og problemløsning som nødvendige færdigheder for at klare sig godt i det 21. århundrede.

“Vi har lanceret Rebuild The World for at fyre op under børns kreativitet og hylde børns evne til at se lysere på tingene og se verden gennem et nyt perspektiv. Det skulle gerne inspirere børn til at genopbygge en verden af uendelige muligheder og udvikle deres færdigheder, så de står bedre rustet til at erobre verden,” forklarer Remi Marcelli.

Fremtidens kernekompetencer
Remi Marcelli henviser til, at World Economic Forum tidligere har fastslået, at blandt de børn, som i dag starter i børnehaver og vuggestuer, kommer 65 procent til at udføre jobs, der endnu ikke eksisterer.

“Så behovet for kreativ leg har aldrig været større,” fastslår Remi Marcelli.

Grundlægger af og creative director for BETC Paris, Rémi Babinet, supplerer:

“Rebuild The World rummer et aktuelt og universelt budskab – at lege med legoklodser kombinerer mulighederne for at genopbygge noget eksisterende og opfinde noget, som aldrig er set før. Et værktøj, der giver børn uendelige muligheder for at lege og udvikle deres forestilling om verden,” siger Rémi Babinet og fortsætter:

“Hvis at bygge er at skabe, er genopbygning udtryk for ubegrænset kreativitet og optimisme.”

I videoen herunder kan I se Legos brand group chairman, Jørgen Vig Knudstorp, og adm. direktør, Niels B. Christiansen, uddybe, hvad de hver især forstår ved Rebuild The World.

Interesseret i mere indhold som dette? Skriv dig op til vores nyhedsbrev her.