Lego og Simpsons – en god ide?

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Fans er skeptiske omkring samarbejdet mellem Lego og antihelten Homer, mens eksperter godt kan se ideen i at forene Lego med en ’inkompetent sikkerhedstekniker’.

I Politiken funderes der over, om det er fornuftigt af Lego at indgå et samarbejde med anti-helten Homer Simpson.

På flere Lego-fansites er der underskriftindsamlinger mod samarbejdet, men flere eksperter kan godt se en ide i at samarbejde med den ’inkompetente sikkerhedstekniker på et atomkraftværk, der ret ofte forsøger at kvæle sin søn’.

”Homer er ganske rigtigt en antihelt, men han er jo også en fyr, som er nem at holde af, fordi han elsker sin familie og på en eller anden måde kommer igennem dagen og livet”, siger f.eks. Sean McGowan, der er legetøjsanalytiker i den amerikanske investeringsbank Needham & Company.

For den danske tegneserieekspert Thomas Thorhauge er det heller ikke et helt skævt valg:

”Han er jo gul. Og så hylder han på en lidt bagvendt måde faktisk de samme kerneværdier som Lego. Selv om der sker mange mærkelige ting i Simpsons, prøver Homer jo altid at holde sammen på familien”.

Legetøjsforsker Jørn Martin Steenhold fra Institut for Fremtidsforskning siger til Politiken, at der i alle børns lege er brug for både en helt og en antihelt, og at Homer er en rigtig antihelt – om end en noget atypisk en.

Han påpeger dog også, at en vigtig tommelfingerregel for legetøjsproducenter, er at figurer skal være tæt på det realistiske, futuristiske eller parodiske:

”Lego har haft stor succes med realistiske og futuristiske figurer, men har stort set ikke bevæget sig inden for det parodiske – som Simpsons jo er”.

Eneste undtagelse er – ifølge Politiken – tegnefilmfiguren Svampe-Bob Firkant i 2006, der ikke blev nogen succes for Lego.

Politiken rejser så spørgsmålet om, hvem målgruppen for Lego/Simpsons er. Lego vil ikke selv ud med det, men varedirektør Carsten Nielsen fra TopToy siger til avisen, at det ikke er børnene, der bliver den primære målgruppe, men de ældre teenagere og voksne, som var unge, da Simpsons blev lanceret (Politiken søndag, PS p.3).