Widespace, der er et selskab inden for mobilannoncering, har foretaget en lille ændring omkring afspilning af videoer. Men selvom det umiddelbart ligner en lille ændring, så kan det ændre betydeligt på resultaterne af den mobile markedsføring, mener mediabureauchef.
Widespace kalder det StreamView, og der er tale om en videreudvikling af traditionelle videobannere, således at videoen nu starter automatisk, som man kender det fra f.eks. Facebook.
D.v.s. at videoen starter automatisk uden lyd og i et format, der minimerer dataforbruget. Hvis modtageren vælger at klikke på annoncen, fortætter afspilningen i fuld skærm med lyd og i høj opløsning. Videoen pauser automatisk, når den ikke længere er inscreen – og starter igen når min 50% er synlig for brugeren.
”Det ændrer dramatisk på effekten af de mobile annoncer”, mener Steffen Krabbenhøft, der er Head of Mobile EMEA hos MediaCom.
Han fortsætter: ”Hvis man ønsker forbrugeren skal involvere sig – det kunne være et bilmærke, der vil have folk til at booke en prøvetur – så vil interaktionsraten øges dramatisk når brugeren ikke skal klikke på videoen først.”
Steffen Krabbenhøft mener endvidere, at hvis målsætningen ligeledes er at få afviklet videoindhold – så øges ROI markant ved at anvende den nye teknologi.
Udfordringen har nemlig været at bl.a. iOS enhederne ikke har kunnet afspille video indhold før brugeren interagerer med annoncen, siger Steffen Krabbenhøft.
Udover at mobilvideoer vil give en forøget respons via de nye muligheder, så mener Steffen Krabbenhøft også at mobil videoannoncering på sigt vil udfordre traditionel tv-reklame.
”Måske vil mobil videoannoncering ikke ændre noget i det store tv-reklamebillede, men på udvalgte målgrupper, vil det klart have en effekt. F.eks. er de unge svære at nå via traditionelle tv-reklamer, for de ser simpelthen ikke traditionel tv mere. Her gør mobilvideo en stor forskel.”
Det er klart de store spillere på markedet, som f.eks. Facebook og Google – primært via YouTube – der udfordrer traditionelle tv-reklamer, mener Steffen Krabbenhøft.
Facebook og Google står for omkring 70% af de globale mobile medier, så det er primært dem, der vil komme til at stå stærkt.
Det umiddelbare spørgsmål, der dukker op, er om mobil videoannoncering vil kunne ’brande’ virksomhederne på samme måde som traditionel tv-reklame. Til det svarer Steffen Krabbenhøft:
”Det korte svar er ja, tag dine tv-reklamer og læg dem på mobilen, for det er der folk bruger rigtig meget tid. For virksomheder som P&G og Unilever er det netop branding der er vigtigt og knapt så meget call to action som er i fokus.”
For Widespace er motivationen for at gøre videoformatet bedre, at video allerede fylder rigtig meget af den mobilannoncering, der findes i dag.
”Traditionelle tv-reklamer er allerede ved at blive flyttet over på mobilen. Umiddelbart vil jeg tro, at det er 40% af al mobilannoncering, der er video og potentialet er meget større. Derfor har vi styrket vores produkt,” siger Morten Dahl, Head of Sales i Widespace Danmark.