Lille bureau bag nyt tv-koncept for stor isenkræmmerkæde

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Danmarks næststørste isenkram-kæde sadler om og vil nedtone tilbudsræset. For at løse den opgave, er de gået til en konstellation af to små bureauer i branchen.

Isenkræmmernes indtjening lider under en blodig priskrig, fortæller Børsen i en stor artikel i dag. Men det vil den næststørste kæde, Kop & Kande, gøre noget ved. Man vil faktisk nedtone tilbuddene i markedsføringen, og til at hjælpe sig er man gået en anderledes vej.

Når det gælder tilbudsaviserne, samarbejder man med 727, mens det nye tv-koncept er udviklet af en konstellation af to mindre bureauer – heriblandt et meget ungt reklamebureau.

Det drejer sig om Reklamebureauet TyveTi (navnet fortæller, at bureauet blev stiftet i 2010), der blev valgt til at skabe den kreative platform til de nye tv-reklamer, mens Henrik Rosenmeyer fra Qurias har været planner på projektet. Bacon CPH har produceret filmene, som kan ses fra uge 13 på TV2 og SBS.

Mette Ekmann, marketingchef hos Kop & Kande forklarer til Bureaubiz, hvad der er det anderledes i de nye reklamefilm:

“Det nye er, at vi dropper en udelukkende tilbudsorienteret tilgang i vores reklamefilm. Naturligvis skal du som retailer have et godt tilbud, men når du laver tilbudsorienterede reklamefilm, reklamerer du i realiteten for hele branchen”.

Mette Ekmann fortæller, at Kop & Kandes nye kommunikationsplatform i stedet vil handle om forbrugeren og vise indsigt i forbrugerens verden:

“Vi træder lidt tilbage, og gennem gode råd vil vi vise vores kunder, at vi forstår dem. Vores nye reklamer bliver meget mere reflekterende og roligere end tidligere.”

Hvad er målsætningen med den nye kampagne?

“Vi vil gerne efterlade det indtryk, at vi er anderledes og forstår vores kunder. Vi ved, at faglighed og service værdsættes højt. Derfor vil vi gerne styrke vores profil og vores position yderligere. Lige nu er det svært for forbrugerne at skelne de forskellige isenkræmmer-kæder fra hinanden. Det skal denne her kampagne gerne lave om på.”

Og Mikkel Stig Christensen fra Tyveti tilføjer:

“Filmene handler om den forskel, Kop & Kande gør i forbrugerens hverdag”.

Mette Ekmann fortæller endvidere, at Kop & Kande fremover vil prioritere tv højere end hidtil.

Sammen med den nye tilgang til markedet er Kop & Kandes pay-off også ændret. Fra “Kop & Kande elsker godt kram” til “Kop & Kande – vi kan vores kram”.

Der er ikke link til filmene, da de først kan ses fra uge 13.