”Vi skal lave lidt ballade i gaden og gøre noget anderledes. No business as usual.” En umiddelbart loose brief til en bureaumand med den tilføjelse at udgangspunktet kunne være noget ekslusivt tøj.
Nogen vil måske mene, at det kan lyde uambitiøst, men her skal man have konteksten på plads. For produktet var et af verdens største computerspil, Call of Duty, og Activision/Blizzards danske repræsentant, Christian Valeur, havde ikke brug for at sætte meget markedsføring bag. Call of Duty er populært sagt et produkt, der sælger sig selv.
Men han ville godt lave lidt sjov i forbindelse med frigivelsen af det nyeste spil, der sker på mandag d. 4. november.
Relationen var oprindeligt til Thomas Ørums bureau, Brand Aid, men på det tidspunkt havde han solgt til Grey for at blive til den danske afdeling af GreyWorks – et kreativt produktionsbureau – og det var i dette regi han gik i gang.
Det skulle vise sig, at være en fordel at være blevet en del af et stort netværk, for den lille gimmick, som Thomas Ørum og Christian Valeur i fællesskab har foldet ud, har udviklet sig til at blive en nordisk guerilla-ide, der har fået stor opmærksomhed op gennem systemet – helt op til Activision/Blizzards hovedkontor i Californien.
“Det er et krigsspil og derfor vendte jeg tilbage med en ide om at vi skulle arbejde med et camouflage-mønster, men at vi skulle folde det ud mere end på f.eks. en hættetrøje. Jeg havde en tanke om, at Call of Duty er så stort et spil, at vi ville kunne få nogle af de store street-artists i verden til at stille op,” siger Thomas Ørum.
Christian Valeur var straks med på ideen- men det blev ikke helt så let at finde nogle street artists, der kunne stille op så hurtigt.
Det lykkedes dog, og derfor er to britiske kunstnere fra kunstnergruppen Static lige nu i København med henblik på en officiel lancering på lørdag, hvor det maleri, der blev resultatet, vil blive solgt på auktion.
Den kan indtil i morgen ses på Galleri Oxholm i Ravnsborggade.
“De kom ret hurtigt tilbage med et design, hvor camouflage-mønsteret består af alle verdens lande, og det er en fremragende ide, for Call of Duty er et globalt spil, så brugere alle steder kan finde sig selv,” siger Thomas Ørum og fortsætter:
“Christian og jeg havde en ide til at lave en film omkring projektet, og her trådte GreyWorks i London til. Det gav nogen muskler bag projektet som var rigtig fede. Og derfra tog det fart. Christian sendte projektet til sin kollega i Stockholm, som straks gik med, så det er blevet til en nordisk lancering. Activision i London blev også briefet og var begejstrede. Derfra gik det videre til hovedkontoret i Californien, som hurtigt var på telefonen til Christian.”
Selvom projektet har udviklet sig fra en lille dansk gimmick til et internationalt projekt, så vil fernisering og auktion af maleri altså foregå her i Danmark. Static har derudover leveret maleriets motiv til tryk på 75 eksklusive og håndsyede jakker, der vil blive delt ud til udvalgte personer på verdensplan.
“Dette er måske ikke en stor reklameide, men det er faktisk blevet en ret stor guerilla-ide. Maleriet er udstillet og arrangementet på lørdag er blevet ret stort. Jakkerne kommer aldrig i handlen men bliver distribueret til nøgle-personer. Static-drengene dekorerer desuden en skateboard-rampe på Nørrebro i dag, fredag, og der er lavet 25 badges, der sættes på nogle originale biker læder-jakker – som måske dukker op på scenen, når DAD afslutter deres koncert-turne i Ballerup,” siger Thomas Ørum og fortsætter:
“Det har været en fantastisk proces, og jeg synes det er ret fedt, at vi kan sidde i et lille bureau i Danmark og byde ind med ideer, der kan gøre sig gældende langt ud over vores egne grænser.”