North Media A/S – firmaet bag Søndagsavisen – har indgået en aftale med det danske softwarefirma WebProof, om fremover at stå for annoncehåndteringen hos North Medias mere end 30 aviser, heriblandt Søndagsavisen.
Preben Runge, CTO i North Media fortæller om baggrunden for at vælge WebProof:
”I vor cost-benefit analyse af de annoncehåndteringsløsninger, der er på markedet, gik vi primært op i, hvem der kunne levere den højeste driftsstabilitet, under alle forhold. WebProof udmærker sig ved, at et eventuelt stop eller problem ét sted i workflowet ikke stopper hele processen – idet den webbaserede godkendelsesproces altid kører”.
WebProof, hvis hovedforretning er at håndtere grafiske dokumenter – som de håndterer 5 mio. af om året – er en ikke særlig stor virksomhed med kun 8 ansatte i Roskilde og 15 udviklingsfolk i New Delhi.
Virksomheden, der har eksisteret siden 1998 og ejes af far og søn, Jan og Jakob Adeltoft, varetager også grafiske dokumenter til alle Berlingskes aviser og Allers magasiner. Øvrige kunder er Lego, ToysRus og B&O. Hertil kommer ca. 50 reklamebureauer.
I alt har WebProof et par hundrede kunder, hvoraf halvdelen er danske kunder.
De har ingen sælgere, og nye kunder kommer primært fra nettet og via mund-til-mund metoden.
Jan Adeltoft vurderer selv, at firmaets konkurrenter primært skal findes på globalt plan.