Lille webbureau vinder partner-konkurrence hos Google

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Webjuice skal sammen med seks nordiske bureauer deltage i Googles All-stars tur.

Et besøg hos Google er ikke nødvendigvist unikt. Det har en del danske bureaufolk oplevet.

Men for webbureauet Webjuice har et forestående besøg i Googles hovedkvarter syd for San Francisco fået en særlig klang. Bureauet har nemlig vundet årets største Google Partner konkurrence, og skal derfor sammen med seks andre nordiske bureauer deltage i All-stars turen, der inkluderer 500 deltagere fra bureauer i hele verden.

Konkurrencen handlede om at skabe mest AdWords vækst hos bureauernes nye kunder.

Webjuice opnåede en rangering som nr. et af alle deltagende bureauer i Danmark.

” Vi er selvfølgelig meget glade for at vinde. At besøge GooglePlex for en online marketer er som at besøge mekka for en muslim – et must i løbet af livet. Jeg har været på Googles kontor i København, Singapore og Dublin og glæder mig til at se hovedkontoret, hvor alt er større og mere Googlesk. Samtidig håber jeg, at vi får nogle spændende input om de ting Google arbejder på, så der også er en faglig inspirerende vinkel,” siger Jacob Kildebogaard, medstifter af Webjuice.

Webjuice er stiftet af Jacob Kildebogaard og Søren Riisager, og bureauet holder til huse på Nørrebro, hvor de siden 2013 har været en del af Direct Gruppen. De er i dag ni medarbejdere.

I 2014 havde bureauet et bruttoresultat på godt 7 mio. kr. og et overskud på godt 1,3 mio. kr.