Af Finn Graversen fg@kabelmail.dk

Martin Lindstrøm var kæk – og lidt for kæk – da han i Jyllands-Posten brugte sin hjerneforskning til at forudsige, at McCain ville vinde valget. Men hans bog møder i det hele taget mere modstand.

Martin Lindstrøm har været meget dygtig til at markedsføre sin nye bog, Buyology, der bygger på et omfattende hjerneforsknings-projekt. Han har bl.a. gjort det ved at levere en række markante udtalelser på basis af sin opbyggede viden om, hvordan hjernen fungerer – som f.eks. da han i et interview med Jyllands-Posten forudsagde, at McCain ville vinde valget.

Dermed har han så nu udsat sig for drillende bemærkninger – som f.eks. “hvem vil købe en brugt bog af den mand”.

Nu er de mere bombastiske udtalelser i forbindelse med pr-kampagnen for bogen jo ikke lig med, at den ikke kan rumme interessant indhold om et spændende emne. Men bogen er dog på det seneste blevet ledsaget af nogle mere kritiske bemærkninger – som f.eks. i det amerikanske blad Advertising Age.

Her citeres Bob Barocci, der er præsident for Advertising Research Foundation, for, at man ikke anmelder pop-bøger:

“Det er en ny i en serie af interessante Lindstrøm-bøger. Den falder under kategorien af pop-bøger, der foregiver at være seriøse – men det er de ikke”, siger Bab Barocci.

Også Lindstrøms postulater om, at anti-tobaks kampagner nærmest virker modsat anfægtes i artiklen af bl.a. Bob Barocci.

Også en dansk hjerneforsker har kritiske bemærkninger:

“Lindstrøm bruger en retorik, der sælger, men dokumentationen er mangelfuld. Han dokumenterer sjældent, hvad han siger. Det er nærmest på anekdotisk niveau. Det behøver ikke altid være videnskabeligt dokumenteret. Der findes også gode populærvidenskabelige bøger. Men det skal stadig bunde i noget, der har med videnskab at gøre”, siger Thomas Ramsøy til Markedsføring. Han er tilknyttet Hvidovre Hospital og Copenhagen Business School.

Kommentarer

  1. Så er der alligevel håb forude… Endelig bliver bluffet kaldt!

    Og titlen er væk…

    Det er i sandhed en god dag idag.

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club