Lotto skal revitaliseres: Fem bureauer skal byde på opgaven

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Evnen til at skabe langtidsholdbare universer har spillet en rolle i udvælgelsen af bureauer til konkurrencen. Men de bliver også udfordret på at tænke nye tanker.

Alle på nær et af de fem bureauer, der nu skal dyste om et Danmarks største budgetter, er at finde på Top 10 på den nyligt offentliggjorte MyImage analyse.

Danske Spil ser det da også således, at man har en solid garde af velprøvede bureauer til at komme med bud på den fremtidige markedsføring af Lotto.

“Alle bureauerne har vist, at de kan bygge brede folkelige universer, der kan holde over lang tid, og det har spillet ind på udvælgelsen,” siger markedschef i Danske Spil, Linda Frøkjær. Men tilføjer så samtidig:

“De arbejder også alle på blive bedre til at tage nye virkemidler i anvendelse, og de kan da også forvente at blive udfordret på denne evne. Vi lægger vægt på, at man kan etablere det solide fundament men vil gerne se nye og anderledes ideer bygget oven på.”

Som offentligt ejet virksomhed er Danske Spil pligtig til at sætte sine reklamebudgetter i offentligt udbud, men man kunne godt have ventet et år. Pointen er bare, at man planlægger en revitalisering, og så er det bedre at få bragt et bureau i stilling, som man kan arbejde sammen med i årene fremover.

For DDB betyder det, at man skal kæmpe om budgettet lidt tidligere end det ellers havde været nødvendigt, men bureauet kan dog glæde sig over at være med blandt de fem, der får mulighed for at byde på budgettet.

DDB vandt for tre år siden budgettet fra Lowefriends, som nu får mulighed for at hugge det tilbage. Bureauet er nemlig også med.

Disse to bliver så udfordret af Wibroe, Duckert & Partners, &Co og Robert/Boisen & Likeminded.

Planen er, at det nye bureau skal være valgt inden d. 1. maj, og at man kan præsentere en ny markedsføring til efteråret.

“Der bliver tale om ganske omfattende ændringer, men vi er langt med det strategiske arbejde, så vi regner med at tidsplanen er realistisk,” siger Linda Frøkjær og fortsætter:

“Forandringerne vil omfatte både selve produktet, det kreative udtryk og medievalget. Det er på tide at bringe Lotto ind i det 21. århundrede.”