Lowe Friends adm. dir. Jette Nejstgaard indrømmer det gerne. Hun kan blive noget så eddike frustreret over imageanalyser i den danske reklamebranche.
“Kendskabet stemmer i hvert fald ikke overens med de faktisk meget imponerende resultater, vi skaber for nogle af Skandinaviens største mærkevarer – og for os selv”, siger hun med henvisning til f.eks. Bureaubiz’ MyImage analyse fra januar, hvor bureauets kendskab var i den nederste tredjedel blandt 53 reklamebureauer. Omsætningsmæssigt ligger bureauet blandt Danmarks største.
Nu kan man aldrig tale om retfærdighed i image-analyser, men sammenholder man kendskabet til bureauet med dets forretningsmæssige resultater, så kan man godt forstå Jette Nejstgaards frustrationer.
Lowe Friends har netop aflagt regnskab for 2009 – et år hvor krisen har redet bureaubranchen som en mare. Selvom Jette Nejstgaard forsigtigt konstaterer, at bureauet da også har mærket krisen, så var der fremgang og man kom ud med et overskud på lige under 10 mio. kr. Godt nok var der tale om en lille nedgang, men det betyder, at Lowe Friends på de sidste tre år har tjent ca. 30 mio. kr. på basis af en bruttoavance på 135 mio. kr.
Dermed hører bureauet til i eliten blandt danske bureauer rent indtjeningsmæssigt, og der er ikke tale om blot et par gode år.
“Vi har tjent penge i alle årene lige siden vi startede i 1996, og på internationalt niveau har vi altid stået som et af de mest veldrevne i Lowe”, siger Jette Nejstgaard.
Når frustrationerne er afleveret, så kender hun dog godt i hvert fald en af årsagerne til, at bureauet klarer sig dårligt i image-analyser.
Lowe Friends har meget store aktiviteter i Norge og Sverige, og specielt Nordens største FMCG-udbyder, Orkla, lægger meget arbejde hos bureauet.
“Orkla er en super innovativ virksomhed og vi synes, vi er involveret i nogle enormt sjove projekter og har medvirket til nogle flotte resultater. Men vi lander midt mellem to lande. Hvis Orkla lå i Danmark eller vi lå i Norge, så ville vi formentlig opnå væsentlig bedre image-målinger – enten her eller i Norge”, siger Jette Nejstgaard og tilføjer:
“I Danmark kan jeg nævne arbejde for kunder som f.eks. Nordea og Sygeforsikringen “danmark”, som vi ikke er mindre stolte over”.
Bureauet fik nomineret en case sidste efterår til Adveritisng Effectivenes Award – men det var en norsk case, og så er det svært at få den store opmærksomhed.
Bureauet blev oprindeligt stiftet af Jette Nejstgaard og kreativ direktør Hans Henrik Langevad, der arbejdede sammen hos Ogilvy. Det skete i 1996 i samarbejde med Wibroe, Duckert & Partners og engelske Lowe under navnet Lowe & Partners.
I 2000 fusionerede Lowe internationalt med Lintas under navnet Lowe Lintas, og det danske bureau fulgte med.
For nogle år siden købte de sig så ud af Lowe men opretholdt en associeringsaftale og bureauet ejes nu af Jette Nejstgaard og Hans Henrik Langevad sammen med Maria Damm, Kim Juul Andersen, Mads Kold og Lotte Aagaard.
Skal Jette Nejstgaard pege på nøgleord for succesen, så er et af ordene stabilitet.
“Selvfølgelig har vi haft en kunde udskiftning, men det har været uden voldsomme udsving. til gengæld – og det er meget vigtigt – så har bureauet været drevet af en partnerkreds, der har været her længe, og som har en ydmyghed og kærlighed til faget og et fokus på at skabe resultater”, siger Jette Nejstgaard.
Lowe gruppen rummer også Signatur, der ejes sammen med Flemming Mortensen og Lars Thomsen. Dette bureau arbejder med stillingsannoncering og offentlig kommunikation og blev hårdt ramt af krisen i 2009. Det er årsagen til, at den samlede gruppe kom ud med et lille fald i bruttoavancen.