En årsrapport er også kommunikation. Sådan ser Københavns Lufthavne i hvert fald på det og derfor har de investeret i en kreativ opgradering for at gøre deres årsrapport mere målrettet og appetitlig. Og det tiltag vil blive fulgt op af et nyt corporate website.
Opgaven med at re-designe den netop offentliggjorte årsrapport blev placeret hos e-Types, og rapporten er ændret på tre afgørende punkter.
Der er for det første et nyt design. For det andet udkommer rapporten ikke i printet udgave, men i en læsevenlig digital form. Og for det tredje er den tidligere CSR-rapport blevet en integreret del af årsrapporten.
”CPH’s integrerede tilgang til samfundsansvar skaber resultater i den daglige forretning. Vi har en klar holdning til at ansvarlig vækst skaber værdi for regionen og Danmark, og det skal afspejles i vores årsrapport”, siger kommunikationsdirektør i CPH, Henrik Peter Jørgensen .
Rapporten er en forløber for mere målrettet at fortælle både den brede befolkning og lufthavnens interessenter, så som meningsdannere og beslutningstagere, om ’alle de gode historier, der udspringer fra lufthavnen og den værdi Københavns Lufthavn som en international hub skaber for regionen og Danmark’.
Næste skridt er en tilføjelse til det corporate website, som netop skal bruges til at fortælle historierne om lufthavnen.
Websitet skal udvikles i samarbejde med et digitalt bureau, som dog ikke kan offentliggøres endnu og websitet skal efter planen lanceres her i foråret.
Den digitale årsrapport kan ses her.