Maersk rekrutterer 114 elever to gange årligt til uddannelsen som skibsofficer. Og ved i højere grad at skabe synlighed på nettet gennem sociale netværk vil Maersk kunne øge tilgangen af unge, kvalificerede ansøgere i målgruppen 17-29-årige.
Digitalbureauet Gottlieb & Co har i samarbejde med HR-konsulenterne i Manova udviklet et interaktivt filmkoncept med integration af Facebook på et karrieresite for skibsofficer-uddannelsen hos Maersk.
“Vi har søgt at imødekomme ønsket fra Maersk om udnytte de sociale medier mere aktivt i rekrutteringsprocessen, så websitet kunne øge den digitale værdiskabelse og få en klar viral effekt. Vi udviklede derfor konceptet, at du på karrieresitet skulle kunne se din fremtid til søs hos Maersk gennem en film, der er skudt i point of view med et kamera koblet på en hjelm på hovedet af en instruktør, hvorfra du får indblik i forskellige aspekter af hverdagen under uddannelsen som skibsofficer,” siger Peter Jurland, kreativ direktør og partner i Gottlieb & Co, i en pressemeddelse.
Filmen går uddannelsesforløbet igennem med tilskueren i hovedrollen, hvor ens Facebook profil integreres udvalgte steder i filmen i form af billeder, navn og tags fra ens profil.
“Når du har set din fremtid som skibsofficer hos Maersk, får du mulighed for enten at sende din personlige film med din profil integreret, eller du får mulighed for at sende linket til dine venner eller poste det på Facebook,” lyder det fra Gottlieb & Co.