Mænd og kvinder har forskellige tilgange til AI og ESG

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

En fordom kunne være, at mænd interesserer sig mere for AI og kvinder mere for ESG. Det er ikke helt skævt, siger tre kvindelige bureauledere, som vi har spurgt om dette i anledningen af Kvindernes Internationale Kampdag.

”Jeg tror, at du har helt ret i fordommen om, at mænd generelt interesserer sig mindre for ESG – især de mere erfarne mænd”. Det siger Elisa Grauenkjær, CEO i Vizuall.

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts spørger jeg hende og to andre kvindelige ledere om, de oplever fordomme med, at mænd og kvinder i deres dagligdag tilgår to ’hotte emner,’ nemlig henholdsvis ESG og AI, på forskellige måder.

Elisa Grauenkjær fortsætter:

”Jeg kan dog være i tvivl om, hvorvidt du har ret i at kvinder ikke interesserer sig så meget for AI. For dette fylder i hvert fald lige meget for os alle på mit bureau. Den tekniske baggrundsforståelse for AI kan du dog nok godt have ret i, ligger mere til højrebenet for flere mænd end kvinder.”

Elisa Grauenkjær, CEO i Vizuall. Foto: Bertel Bolt

Man skal passe på med at generalisere

Fra Kathrine Graugaard, der er partner i Publico, lyder det:

”Man skal passe på med at generalisere, men når det kommer til AI, har jeg i hvert fald bemærket en forskel i både måden og hastigheden, hvormed jeg selv og flere kvindelige kolleger har taget AI til os. I vores forretning har AI-accelerationen i høj grad været drevet af stor nysgerrighed og engagement fra nogle af mine mandlige kollegaer, mens jeg nok selv er kommet lidt senere til festen. Min egen brug af AI har været drevet af de konkrete gevinster, jeg kunne se – mindre af teknologibegejstring og fascination.”

Kathrine Graugaard fortsætter:

”Sidste år udkom et dansk studie, der netop underbygger, at kvinder bruger AI mindre end mænd, og jeg kan i høj grad genkende de barrierer, studiet beskriver, hos mig selv. Jeg tror, det handler om, at vi skal blive bedre til at imødekomme det behov, som mange kvinder (men helt sikker også mange mænd) har i forhold til onboarding i teknologierne og videndeling. Vi er opmærksomme på, at læring og viden ikke strander på enkelte skriveborde hos firstmoverne.”

Katrine Graugaard tror, at værdien af fysiske relationer vil stige i takt med brugen af AI, så fx de fysiske møder med kolleger og kunder får endnu større betydning, siger hun og uddyber:

”Det kan måske hurtigt lyde kønsstereotypt, men jeg tror, vi er mange kvinder, som har et stærkt relationelt drive – og det kan jo føles lidt tomt og ensomt at spille bold op ad en sprogmodel.”

Kathrine Graugaard, partner i Publico

Vi risikerer at forstærke skævridningen

Jaike Spijkerman, der er bureauchef hos digitalbureauet Bærndholdt, oplever stor nysgerrighed fra begge køn, men tilføjer:

”Nogle undersøgelser viser, at mænd generelt er hurtigere til at tage teknologien til sig. Det er interessant, men også lidt paradoksalt, for udviklingen går så hurtigt, at jeg tvivler på, at de her undersøgelser kan følge med. AI transformerer arbejdsmarkedet lige nu, og mit indtryk fra mit eget netværk er, at kvinder er mindst lige så engagerede i at forstå og anvende teknologien – måske handler det snarere om, hvordan vi måler og dokumenterer adoptionen.”

Hun tilføjer:

”Bias i AI er en reel udfordring. Generativ AI er trænet på historiske data, hvor mænds perspektiver har været dominerende, og hvis det primært er mænd, der eksperimenterer med teknologien, risikerer vi at forstærke skævvridningen.”

Bærnholdt Digital lavede sidste år sammen med Marketsquare en case for Dansklæreforeningen, hvor man byggede PensumGPT, hvor man med generativ AI trænede på pensum i dansk.

”Der kunne vi vise på en meget enkel måde, at der være store bias i Danmarks officielle pensum: ikke nok med at kvinderne var underrepræsenterede – de blev også fremstillet ud fra et meget forældet og kønsstereotypt samfundssyn, fordi en stor del af materialet var utidssvarende. Det førte til en større debat og endte med at undervisningsministeren gik ind i sagen og ville opdatere pensum. Det viste dermed også, at hvis AI bruges rigtigt, kan den både afsløre og udfordre de strukturer, den er trænet på,” siger Jaike Spijkerman.

I forhold til forskellen på kvinder og mænd ift. ESG, siger Jaike Spijkerman:

”Når det kommer til ESG, peger nogle undersøgelser på, at kvinder ofte prioriterer sociale aspekter som inklusion og bekæmpelse af diskrimination, mens mænd typisk ser ESG som en del af risikostyringen og forretningsstrategien. Det betyder ikke, at kvinder ikke tænker på økonomi, eller at mænd ikke bekymrer sig om samfundsansvar – men deres motivationer lader til at være forskellige.”

Jaike Spijkerman, bureauchef hos Bærnholdt Digital

Både Elisa Grauenkjær, Kathrine Graugaard og Jaike Spijkerman deltager i øvrigt i år på Henrik Jensens lederuddannelse Agency Executive Leadership Programme, hvor der er rekord i antallet af kvinder, nemlig 30 pct.