Ikke engang Harry ville kunne løfte DSBs image

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: DSBs markedsføringsbudget er faldet drastisk og det gør deres image også. Det skal løftes, men ”man kan ikke købe sig til et godt image” lyder det fra den nye marketingdirektør.

DSB har været igennem en kraftig medietur. Måske ikke i stil med Danske Banks, men alligevel slem nok.

Det har i hvert fald betydet, at DSBs image er faldet de seneste par måneder. Interne målinger udført af analysehuset Reputation institut viser, at DSBs image er faldet fra ca. 50 i fjerde kvartal 2012 til ca. 44 i første kvartal 2013 på en score fra 1-100.

Ifølge kommunikations- og marketingdirektør Lars Kaspersen er målsætningen at komme op på 60 inden udgangen af 2014. Han erkender dog, at Waterfront-sagen har gjort det til en udfordring, men mener ikke, at det er nødvendigt at understøtte udfordringen med en imagekampagne:

”Man skal ikke underkende værdien af ro. Det er tit, at ledelser kommer og siger: ’Vi skal have en eller anden kampagne, så vi kan få omdømmet op’, men ofte kan man sige, at hvis man tør lægge et år ekstra på tålmodigheden og bare koncentrere sig om kerneproduktet, så kommer det af sig selv”.

Noget andet er så, at DSB faktisk heller ikke har de store penge til imagekampagner. Kommunikations- og markedsføringsbudgettet er faldet fra over 100 mio. kr. i 2012 til 34,5 mio. kroner i 2013.

Men det betyder tilsyneladende ikke så meget, for ifølge Lars Kaspersen kan man alligevel ikke købe sig til en forbedring af image:

”Ja, vi er færre mennesker og der er færre midler til f.eks. markedsføring. Men jeg mener heller ikke, at vi kan købe os til et bedre image. Hele den situation, vi står i efter Waterfront, handler om at få genskabt tilliden og det ville ikke engang Harry kunne klare”.

I dag tæller marketing- og kommunikationsafdelingen 18 medarbejdere (Børsen Mediemarked, p. 8-9)