Mange udskiftninger i Coop. Men ikke i marketing

Finn Graversen,
journalist

Coops nye topchef lægger op til øget decentralisering og har foretaget en lang række organisationsændringer. Men den centrale marketing-funktion forbliver central.

‘Coops nye topchef skifter ud i toppen’, lød en markant overskrift i sidste uge i Jyllands-Posten. Og det var ikke på nogen måde click-bait.

Kræn Østergaard overtog for nogle måneder siden topjobbet i Coop efter Peter Høgsted, og han gennemførte så i sidste uge en organisationsændring, der var markant og derfor også trak stor opmærksomhed. Mange udskiftninger i toppen og i alt ca. 70 stillinger blev nedlagt i hovedkontorfunktionerne til fordel for ca. 40 nye i kæderne.

Overskriften var bl.a. en øget decentralisering, og sådan noget kunne lyde ildevarslende for den centrale marketingafdeling. Men den gode nyhed for marketingfolkene er, at de går fri af de store omstruktureringer, for her fastholder man faktisk i vid udstrækning centraliseringen.

“Markedsføringen var indtil for nogle år siden styret i de enkelte kæder, og det betød, at de godt kunne stikke lidt af i forhold til hinanden. De skal selvfølgelig positioneres forskelligt, men der skal også være et fællesskab, og vi har oplevet det som en stor værdi at have en central styring af markedsføringen – bl.a. også i forhold til bedre at kunne sikre tværgående specialkompetencer – så den centrale marketingfunktion fastholder vi,” siger Jens Visholm, der er koncerndirektør med ansvar for Kunder & Kommunikation. Tidligere lød hans ansvarsområde på indkøb, marketing og CSR, og den lille justering af titlen udtrykker en øget fokusering af hans ansvar.

Selvom der umiddelbart ikke sker forandringer i marketing, så er opgaverne selvfølgelig ikke upåvirkede af det fokus, som Kræn Østergaard har valgt. For ham handler decentralisering om at komme tættere på kunderne, hvilket yderligere forklarer Jens Visholms nye stillingsbeskrivelse. Samt at han også har fået medlemsprogrammet under sine vinger.

Decentraliseringen betyder også, at der skal være mere plads til særpræg – ikke bare blandt kæderne men også hos de enkelte butikker. For en del år siden, hvor store globale brands arbejdede med spørgsmålet om global vs. lokal markedsføring lød et mantra bl.a. ‘Think global. Act local’. Organisationsændringen i Coop minder på mange måder om det.

Men i marketing har man på mange måder allerede arbejdet efter denne model.

“Vi har f.eks. allerede allokeret nogle folk til at hjælpe butikkerne med markedsføringen af helt lokale initiativer. Men grundlæggende handler vores opgave fortsat om at være skarpe på vores strategiske position som koncern samt arbejde på at skærpe de enkelte kæders position endnu mere,” siger Jens Visholm.

En reel forandring er, at man med medlemsprogrammet lagt under hans vinger har fået samlet alle Coops kundeindsigter.

Umiddelbart er CSR røget ud af hans jobbeskrivelse, men det er alt andet end ude af jobbet. Dels har han fortsat direktionsansvaret for CSR og dels er arbejdet blevet mere integreret i dagligdagen.

“Vi har arbejdet meget med bæredygtighed og ansvarlighed igennem en årrække. Udviklingen har så været, at stadigt flere forbrugere er blevet interesserede i, hvad det er vi arbejder med, og det betyder, at det er blevet meget mere relevant. Vores opgave er nu ikke bare at fortsætte arbejdet og gøre det rigtigt men også at gøre det, så vi er i øjenhøjde med forbrugerne,” siger Jens Visholm.

Organisationsændringer i Coop
Blandt de mest centrale organisationsændringer er følgende:

  • Der oprettes en direktionsstilling som koncerndirektør for Kvickly, SuperBrugsen og Dagli´Brugsen. Til den post tiltræder Allan Kristoffersen. Han kommer fra en stilling som retail direktør i Matas, og har tidligere haft en række ledende job i Coop, bl.a. som kædedirektør.
  • Som kædedirektør for Kvickly er udnævnt, Torben B. Andersen, der hidtil har været kædedirektør for Dagli´Brugsen og de seneste måneder tillige været konstitueret kædedirektør for Kvickly.
  • Som kædedirektør for SuperBrugsen er udnævnt Jesper Gottschalck Jensen. Han har hidtil været salgsdirektør for kæden og senest konstitueret kædedirektør.
  • Til jobbet som kædedirektør for Dagli´Brugsen er søgning i gang. Salgsdirektør Henrik Svendsen vil fungere som konstitueret kædedirektør.
  • Som kædedirektør for Coop 365 & Fakta er udnævnt Thomas Nielsen, der afløser John Hornbech Christensen, som fratræder. Thomas kommer fra jobbet som adm. direktør for isenkramkæden Kop & Kande, og har tidligere været salgsdirektør og konstitueret kædedirektør i Coop.
  • I Irma fratræder direktør Søren Steffensen. En søgning efter en afløser er igangsat. Kommerciel chef Rikke Wolff bliver konstitueret kædedirektør.
  • For at udbygge Coops digitale markedslederskab oprettes en ny rolle som digital & e-commerce direktør. Her tiltræder Morten Viktor, der hidtil har været digital direktør i Coop og tidligere bl.a. har været koncerndirektør i Berlingske med ansvar for e-commerce og IT.
  • Der oprettes en ny stilling i direktionen som koncerndirektør (COO) med ansvar for indkøb, sortiment og logistik. Til den post tiltræder Per Thau pr. 1. december. Han har tidligere været adm. direktør for Dagrofa, kædedirektør i Coop og salg-/marketingdirektør i Unilever.
  • Som ny supply chain direktør tiltræder Carl-Johan Vang Christensen som afløser for Nicolaj Boysen. Carl-Johan Vang Christensen har tidligere varetaget funktionen i Coop, og har de seneste år været supply chain direktør i Toms Gruppen.
  • Fra den nuværende direktion har koncerndirektør Stina Glavind valgt at stoppe i Coop. Rollen bliver ikke genbesat.
  • HR-direktør Jens Romundstad fratræder. Søgning efter en afløser er igangsat.