Mannov ansætter ny direktør

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bureauet opruster på kerneområde med ansættelsen af en erfaren kommunikationschef fra en af Danmarks største virksomheder.

Monica Klepp Bjerrum har rykket teltpælene op. Jobbet som kommunikationschef hos Dansk Supermarked er udskiftet med et job som direktør hos pr-bureauet Mannov.

I øvrigt en arbejdsplads hun ikke er ukendt med, idet hun for otte år siden var ansat på bureauet.

Ud over Dansk Supermarked har hun også været omkring Lantmännen Unibake, og det er netop hendes erfaring med forbrugerrettede virksomheder og fødevarer, hun skal bidrage med hos Mannov.

“Grundlæggende er det en af vores kernekompetencer, men den har været spredt mere ud over hele bureauet. Nu opruster vi med en erfaren person på området og samler et team, som hun skal stå i spidsen for, så indsatsen bliver mere struktureret,” siger adm. dir. Reinholdt Schultz og tilføjer:

“Monica Klepp Bjerrum bliver en del af det team, der skal drive Mannov fremad.”

Hun får yderligere den funktion at bidrage med seniorkompetence på bureauets Aarhus-afdeling.

“Vi har ansat nogle dygtige folk, som har skaffet flere kunder, så det går klart frem i Aarhus. Monica kommer til at dele sin tid mellem Aarhus og København, og det betyder, at hun kan bidrage til yderligere at styrke vores afdeling i Aarhus,” siger Reinholdt Schultz.