Mantra i fremstød over for offentlige indkøbere

Peter Engholm
25@mail.dk

Bureauets ”gudinde-maskot” har 6 arme – og nu reelt også 2 hoveder; ét til den private sektor og ét til den offentlige. Et SKI-relateret fremstød skal få følelserne frem i den offentlige kommunikation.

I dag indleder Mantra en kampagne over for 400 offentlige instanser. En avis-udsendelse og en tve-delt hjemmeside har til formål at konvertere bureauets nylige SKI-godkendelse til kunder i det offentlige.

“I det private erhvervsliv er der kun få bureauer, der er deciderede kendte. I det offentlige er der endnu færre kendte bureauer. Samtidig falder det mange bureauer let at kritisere offentlig kommunikation, bl.a. for at være upersonlig. Men vi vælger at forholde os mere konstruktivt til det. Nu har vi lagt et arbejde i at blive SKI-godkendt, og hvis man skal leverere varen, så skal man også være om sig,” siger Hans Henrik Goth, adm. direktør i Mantra.

Bureauet, der i forvejen har flere offentlige kunder, tager nu springet og deler sig – i al fald på sit site – i to: Mantra og Mantra Public. Og der satses på en first mover-effekt:

“Vi er et de få full-service reklamebureauer på SKI-listen, der samtidig er specialiseret i offentlige virksomheder og har et inhouse webbureau. Jeg er ikke bekendt med andre fremstød fra SKI-godkendte reklamebureauer,” siger Hans Henrik Goth.

Bureauets avis slår bl.a. på, at man er medlem af DRRB – og at dette sikrer, at Markedsføringsloven bliver overholdt – og her er Mantra i øvrigt i eksklusivt selskab, idet blot 4 ud af 26 SKI-godkendte virksomheder inden for reklamebureau-ydelser er medlem af brancheforeningen.

“Vi søger få følelserne frem i den offentlige kommunikation. For selvfølgelig kan en kommune have en personlighed og et ministerium et ansigt – det er bare de færreste, der opdager det, da det nærværende ofte forsvinder i kommunikationen. Og det er ærgerligt, for det er netop det menneskelige præg, der skaber resultater og gode serviceoplevelser,” siger Hans Henrik Goth.

Avisen til de offentlige instanser stiller i samme forbindelse spørgsmålet, om et reklamebureau kan have følelser. Dette spørgsmål er – næppe så overraskende – retorisk ment for Mantras vedkommende.