Meet The Silvans er en platform, der er udviklet af Mantra for ca. 2 1/2 år siden. Selvom det nu er et andet bureau, der skal arbejde på Silvan, så kan bureauet glæde sig over at få ros fra det nye bureau, der er Envision.
Det fremgår af en pressemeddelelse, som er udsendt om det nye samarbejde mellem Silvan og Envision. om udviklingen af en ny kommunikation.
»Hvor mange bureauer næsten som standard forslår, at man visker tavlen ren, når man starter et samarbejde, har Envision anbefalet, at vi tværtimod holder fast i vores gode momentum – med fokus på en stærkere synliggørelse af værdien i Silvans tre vigtigste løfter til vores kunder,« siger marketingchef Susanne Christensen, Silvan og fortsætter:
»Og netop den anbefaling er guld værd for os. Som organisation er vi ret begejstrede og har tendens til at ville det hele. Og her har vi fået hjælp til at se, at vi skulle vælge noget fra og kommunikere mere klart og rent«.
Envision får således ros for at være parat til at bygge videre på Mantras arbejde.
Og hos Mantra glæder man sig over rosen – og det uden sure miner, selvom man selvfølgelig gerne ville have arbejdet med videreudviklingen af strategien.
“Der blev i sin tid ikke lagt skjul på, at vi blev hyret til et projekt – ikke som en fast samarbejdspartner. Vi har hjulpet lidt undervejs, men helt i overensstemmelse med aftalerne har de selv arbejdet videre med tingene. Silvan har været meget straight og vi glæder os bare over at have skabt noget, der virker,” siger adm. dir. Hans Henrik Goth, Mantra.
Pressemeddelelsen omtaler samarbejdet med Envision som et partnerskab, men Susanne Christensen er ikke vendt tilbage på spørgsmålet om, hvorfor Silvan nu går fra ad hoc samarbejder til et mere fast partnerskab.
I pressemeddelelsen lyder det dog således:
»Vi valgte at indlede samarbejdet med Envision, fordi vi havde brug for en partner, som kan sætte sig ind i og forstå vores forretning – og som kan sparre med vores inhouse produktionsbureau.”