Der var ikke mange digitale sten, der ikke blev vendt op til valget af mediabureauet Maxus. Og nu hvor valgets vindere – og tabere – er udpeget af vælgerne, er det oplagt at se på eventuelle sammenhæng.
En af valgets store vindere, hvad angår fremgang i vælgeropbakning, var de radikale, og der var ét medie, der helt og holdent tilhørte partiets leder.
“Margrethe Vestager var markant mere synlig på Twitter end nogen anden partileder, og hun er den eneste, der indtil videre har taget dette medie ind i sin hverdag,” siger Henrik Abraham, adm. direktør i Maxus.
Lars Barfoed havde som den næstmest twittende partileder et aktivitetsniveau på under en tredjedel af Margrethe Vestagers, og både Enhedslisten, Soc.dem, Liberal Alliance og de konservative havde parti-twitterprofil, mens kun Vestager, Lars Løkke Ramussen og Villy Søvndal stod som personlige twittere.
Maxus noterer, at Twitter ikke er blevet en så stor succes på det danske marked for sociale medier, der domineres af Facebook – men at partierne ikke desto mindre har valgt at være aktive.
Hvad angår Facebook, viser der sig en klar sammenhæng mellem fan-væksten i valgkampen og valgresultatet.
“De fire partier, der gik frem i mandattal – Liberal Alliance, Enhedslisten, de radikale og Venstre – var også dem med størst stigning af fans under valgkampen; 95-112 pct. stigning. Mens de, der gik tilbage, vækstede klart lavere – med 24-37 pct. stigning for SF, S og konservative,” siger Henrik Abraham.
Liste Ø havde på valgdagen næsten 25.000 fans – med den ambassadør-effekt, det kan have over for vennerne af disse fans – hvilket var flere end S og SF tilsammen.
“Dertil kommer så engagementet blandt partiernes fans, og vi målte også dette niveau – altså hvor meget, man kommenterede, like’de og på anden vis vedkendte sig “sit” parti. Og her toppede Liberal Alliance med en ret aggressiv Facebook-strategi – med Enhedslisten på en andenplads et pænt stykke bagefter,” siger Henrik Abraham.
Mediabureauet så også på mængden – og karakteren – af omtale i digitale artikler, blogs og fora. Og her er særligt ét aspekt interessant:
“Selve valget var drevet af partiledere. Der blev ikke levnet plads til kronprinser og -prinsesser, og vi kan nu se en sammenhæng mellem positiv omtale og valgets resultat: De tre partiledere med den mest positve omtale er Johanne Schmidt-Nielsen, Margrethe Vestager og Anders Samuelsen – og sidstnævnte er nok den mest overraskende, når man tænker på den kamp, han har ført mod journalister,” siger Henrik Abraham.
Hvis næste valg først kommer om fire år, kan det være svært at drage konklusioner på den digitale strategi allerede nu. Det eneste, der ifølge Henrik Abraham ligger fast er, at mobilen vil få en langt mere fremtrædende placering ved næste valg.
Dette understreges i øvrigt af den seneste analyse af danskernes Smartphone-adfærd fra Wilke Mobile Life panelet. Danskernes daglige forbrug på deres Smartphone steg næsten 50 pct. på valgdagen.
Facebook opdateringer blev danskernes medie til at udtrykke deres politiske overbevisning på valgdagen, og væksten i brug af Facebook påvirker andre populære applikationer på Smartphonen. påpeger Wilke Mobile Life.
Se alle Maxus’ resultater her.