Både Kompas, House of Communication og Related kan glæde sig over et 2012, hvor bureauerne oplevede markant stigende aktivitet.
I Kompas’ tilfælde er væksten endda fulgt op af endnu større fremgang på bundlinjen.
Væksten skal tilskrives, at bureauet har været god til at lande nye kunder
“Og selvfølgelig passe på dem vi har. Derfor har vi også fokus på, hvor meget vi skal vokse og hvor hurtigt,” siger adm. dir. Bo Falsig og fortæller, at bureauet går meget systematisk til værks.
“Vi har systematisk fokus på konkrete brancher, når vi lander nye kunder. Vi udvælger fx en branche, som vi har gode erfaringer indenfor og laver en liste over virksomheder, vi gerne vil præsentere os for. Vi ringer til virksomhederne, indtil vi fx har fundet 10 indenfor samme branche, som ønsker at møde os. Mødet handler ikke kun om Kompas, men også om virksomhedens kommunikative udfordringer – og på den baggrund laver vi uden beregning et forslag til en kampagne eller kommunikativ løsning inkl. budget,” siger Bo Falsig og fortsætter:
“Det er lykkedes ret godt. Vi kommer med en række konkrete værktøjer og tilbud, som kunderne tager godt imod.”
House of Communication blev sidste år købt af norske Geelmuyden.Kiese – men fortsætter som selvstændigt brand.
Vi er – efter hvad jeg ved – det eneste livsstils PR-bureau som er blevet opkøbt af et af de brede bureauer i branchen. Grunden til, at vi var klar til at takke ja til det tilbud, var, at jeg følte, vi netop var stærke nok både på strategi og kundeportefølje til at fastholde vores brand, vores kreative kultur og identitet i en større sammenhæng,” siger adm. direktør Annette Spanggaard og fortsætter:
“Vi har nogle redskaber til at brande livsstilsbrands – og sågar andre brancher også med behov for at få mere kreativitet og livsstil ind i markedsføringen, der spidser storytelling og brand image til. Det er vigtigt i den stadigt hårdere konkurrence.”
Annette Spanggaard fortæller videre, at man i højere og højere grad rekrutterer specialister.
“I dag har vi to chefredaktører fra modemagasinerne, amerikanske copywriters, folk uddannet i USA på livsstilsfakulteter, og vi abonnerer på verdens største trendonlineportal, WGSN, for at sikre, at vi ved, hvad der globalt sker på områder som fashion, design, beauty and wellness og food (restauranter og madtrends, hoteller), shows og alt om tendenser på materialer,” siger Annette Spanggaard.
Related i Vejle har igennem en periode gjort sig bemærket med tilgang af primært internationale turist-kunder, og det har ikke bare været varm luft. Regnskabet for 2012 viser fremgang, og 2013 tegner til endnu mere vækst. Fokus skifter dog lidt i år.
“Vi har haft meget fokus på toplinien, og det er gået godt. Men bundlinjen er ikke god nok, og den skal forbedres i år,” siger adm. dir. Henrik Koch.
Investeringerne er dog ikke slut. Bureauet har fået flere medarbejdere i år, og nu åbner man også kontor i Stockholm. Flere af de nye turistkunder er da også på nordisk plan.
Nøgletal for Kompas
- Bruttoavance 10,147 mio. kr. +42,8 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 780.538 kr. +9,8 pct.
- Lønandel 65,2 (65,7)
- Resultat af primær drift +0,711 mio. kr. + 81,8 pct.
Nøgletal for House of Communication
- Bruttoavance 10,454 mio. kr. +37,4 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 580.778 kr. -0,8 pct.
- Lønandel 65,4 (59,2)
- Resultat af primær drift +0,485 mio. kr. -11,0 pct.
Nøgletal for Related
- Bruttoavance 5300 mio. kr. +23,3 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 662.500 kr. +7,8 pct.
- Lønandel 75,2 (81,6)
- Resultat af primær drift +0,015 mio. kr. (-0,132 mio. året før)