Social media eksperten Jonathan Wichmann har netop udskiftet A.P. Møller Mærsk med Wibroe, Duckert & Partners.
Men han er ikke ene om at flytte ind i Vester Farimagsgade. Den nye adm. dir., Louise Knauer har haft travlt med at opruste i forhold til at tune bureauet til nye tider. Det indebærer ansættelse af både en ny strateg og to digitalt kreative.
Førstnævnte er Heidi Skovhus, der har en fortid som direktør i DDB – bl.a. med ansvar for bureauets Brand & Business afdeling. I de seneste par år har hun dog opholdt sig i Kina. Desuden har hun en fortid hos TDC. Heidi Skovhus får titel af Client Service Team Director.
Hertil kommer Chaga Signe Bruun, der er fundet hos Adtomic og som får titel af Creative Digital Chief. Før Adtomic var hun i en årrække hos BBDO og har bl.a. arbejdet med ting som ”Catch the Oreo” og ”M&M Spaceheroes”.
Endelig er Caspar Bock ansat som Creative Digital. Han har en alsidig baggrund med jura-studier, pladeselskabsejer, spil- og app-udvikler – og har også været med til at starte produktionsselskabet Bacon de Czar op.
Det foregik i Berlin og før denne afstikker arbejdede han på DDB i Danmark, hvor han i sin tid blev ansat af Partners’ nuværende kreative direktør, Jesper Schmidt. På DDB arbejdede Caspar Bock bl.a. med de digitale kampagner for McDonald’s og Krak, der gjorde DDB til et af de mest vindende reklamebureauer ved CCA og DIA i de seneste par år.
“Caspar er et kvalificeret bud på fremtidens kreatør. En fremragende idémager og håndværker med stor teknologisk indsigt, forretningsforståelse og strategiske evner,” siger Jesper Schmidt.