Flere medarbejdere – og flere forskellige nationaliteter. Således tegner billedet sig hos de digitale bureauer – i hvert fald hvis man dømmer på Valtech og fynske Hedal Kruse Brohus. Og det med mange nationaliteter ses også andre steder – som f.eks. hos Hello Group.
Valtech annoncerede i foråret, at man var på jagt efter mindst 10 nye kollegaer – og facit er blevet, at man siden maj har ansat 23 nye konsulenter, så man nu har rundet 100.
”Efter at vi tilbage i maj meldte ud, at vi var på udkig efter 10 nye kollegaer, oplevede vi en massiv interesse fra folk, der gerne ville være en del af den rejse, som Valtech – ikke bare i Danmark – men i hele Valtech-gruppen er på. Det er gået rigtig stærkt, og sådan som tingene udvikler sig for tiden, er vi slet ikke færdige med at ansætte folk. Jeg forventer, at vi i løbet af de næste 6 måneder vil være i nærheden af 120 medarbejdere i Valtech Danmark”, siger Kenneth Miepe, Director for People & Culture.
Han fortsætter:
“De mange nye folk ombord skal ses som en direkte konsekvens af, at vores kundeportefølje i stadigt stigende grad udgøres af store, globale virksomheder, der alene på grund af deres størrelse samt omfanget og kompleksiteten af deres digitale projekter kræver teams af en helt anden størrelse og sammensætning.”
1 ud af 5 ansatte hos Valtech har en anden baggrund end dansk, og det internationale islæt præger også et andet digitalt bureau, fynske Hedal Kruse Brohus. Her vokser man også markant. Virksomheden har de seneste fire år øget medarbejderantallet fra 29 til 65, og nu er man på en udkig efter nye – men ikke på helt traditionel vis.
I disse dage deltager Hedal Kruse Brohus i den årlige jobmesse, European Job Days, i Portugal. Håbet er at skaffe nye software-udviklere blandt de 10.000 deltagere.
”Vi har i de seneste rekrutteringsrunder oplevet, at der er længere og længere mellem de kvalificerede udviklere, og selv om vi er meget bevidste om at skabe en god kontakt og gøre os synlige over for de relevante studerende, er det en indsats, der bærer frugt på den lange bane, og vi har brug for kvalificeret arbejdskraft nu,” siger adm. direktør, Lars Hedal, og fortsætter:
”Vi har haft succes med at ansætte udenlandske softwareudviklere før og har i dag ansat udviklere fra Østrig, Spanien, Nepal og Norge, og vi håber at kunne gentage successen ved jobmessen i Portugal.”
Lars Hedal fortæller videre om baggrunden for oprustningen, at ordrebogen er fuldt booket ind i 2014 – dels med nye projekter og dels med mange nye opgaver fra eksisterende kunder.
Valtech får flere og flere ansøgninger via deres netværk og medarbejderes netværk. Der anvendes sociale medier som LinkedIn og Facebook til at skabe interesse for Valtech som arbejdsplads.
”Der er ikke noget stærkere end når vores medarbejdere blåstempler deres arbejdsplads ved at dele jobopslag i deres private netværk. Og vi får mange nye medarbejdere, der bliver anbefalet til Valtech af vores eksisterende medarbejdere. En meget stærk Ambassadør-effekt, som vi nyder godt af og er stolte af,” siger Kenneth Miepe.