Det er dyrt forske i ny medicin. Man skal bruge store summer, og man risikerer til stadighed at måtte aflive et projekt, fordi testresultaterne ikke viser, hvad de skal, hvorefter man må afskrive alle udgifter.
Den slags kræver en stærk økonomi og store overskud – så de store forskningsudgifter er en af forklaringerne på den ofte høje pris på nye produkter.
Sådan vil medicinalindustrien gerne male billedet.
Men det er en myte, der aflives i en ny bog, som går hårdt til medicinalindustrien.
Bogen citerer bl.a. en analyse fra EU-kommissionen, hvoraf det fremgår, at 23 kr. ud af hver 100 kroners omsætning går til salg og markedsføring. Dette er en tredobling på 10 år.
17 kr. går til forskning – men heraf går kun 1,50 kr. til ny og banebrydende forskning. Resten er testning og udvikling på eksisterende produkter.
Herunder finder man f.eks. udvikling af nye anvendelsesområder eller en opgradering for at sikre patentet i længere tid.
Rent faktisk kan man sige, at dele af disse forskningsudgifter bevæger sig over i en gråzone mellem markedsføring og forskning.
Bogen er skrevet af journalist, Nina Vinther Andersen, og hvis hun går hårdt til industrien i bogen, så er hun ikke lige så kradsbørstig, når hun skal tale om den.
“Der er mange gode viljer i medicinal-branchen – folk for hvem deres drive er, at de gerne vil gøre noget godt for andre mennesker. Jeg tror også, at ledelserne har gode viljer. Men i toppen af systemet er der ingen vej uden om – deres fokus skal være på at tjene penge og værdier til aktionærerne”, siger Nina Vinther Andersen og fortsætter:
“Deres evne til at markedsføre sig er respektindgydende. Man finder hele paletten lige fra det decideret ulovlige til det meget sofistikerede, hvor de gennem oplysningskampagner rykker ved definitionen af, hvornår man er syg – og derved skaber et nyt behov”.
I nogle tilfælde er der tale om fornuftige og samfundsgavnlige initiativer, men engang imellem er man nødt til at spørge, om de ting, som de sætter i gang, fører til brug af ressourcer, som kan bruges på noget andet og bedre. For virkeligheden er, at ressourcerne ikke er ubegrænsede, understreger Nina Vinther Andersen og konstaterer, at det ikke er et spørgsmål om for eller imod medicinalbranchen. Det er et spørgsmål om at finde den rette balance.
“Der er skabt produkter, som har været gavnlige for både samfundsøkonomi og menneskers velfærd. Men argumentet om, at man skal betale en høj pris af hensyn til forskning i nye produkter klinger hult, når man ser på, hvor meget de bruger på markedsføring, og hvad der genereres af overskud. Prissætningen har intet med forskning at gøre og det er da også bekræftet af tidligere Merck-bestyrelsesformand, Raymond V. Gilmartin”, fortæller Nina Vinther Andersen og henviser til følgende citat fra ham:
“Prisen på medicin bliver ikke sat på baggrund af omkostningerne til forskning. Derimod bliver prisen fastsat ud fra deres værdi med hensyn til at forebygge og behandle en sygdom. Hvad enten Merck bruger 500 millioner dollar eller 1 milliard dollar på at udvikle, så er det lægen, patienten og dem, der betaler for vores mediciner, som vil bestemme produktets sande værdi”.
Jamen, er det ikke sådan prisen på et brand fastsættes, kan man indvende?
Jo, men hvis det handler om liv og død samt offentlige midler – og dermed skattens højde – kan man så lade markedsføringsmekanisme styre prissætningen? I særdeleshed, når det først og fremmest er nogle aktionærer, der skovler pengene ind?
